
"I regeringen vil vi tage grundlæggende fat om problemerne på socialområdet frem for at lappe huller med midlertidige puljer og projekter," udtaler social- og indenrigsminister Astrid Krag (S). - Foto: Axel Schütt/Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix
Kulegravning af det specialiserede socialområde på vej
Udvalg skal gennemanalysere kritik af, at kommunerne ikke vælger de bedste løsninger til handicappede og udsatte børn.
Udgivet: 26/06/2020
Bag den uskyldige overskrift "Kommissorium for en evaluering af det specialiserede socialområde", som regeringen offentliggjorde i dag, gemmer der sig et potentielt opgør mellem regeringen og kommunerne om håndteringen af det specialiserede socialområde.
Grundlæggende handler det om, hvorvidt kommunernes ret til at bestemme over området skal indskrænkes. Ingen siger det direkte, men en tekstanalyse af kommissoriet og ministerens pressemeddelelse efterlader ikke megen tvivl om, at regeringens tillid til kommunernes håndtering af området kan ligge på et ret lille sted.
”Der har siden kommunalreformen været udbredt bekymring for en afspecialisering på socialområdet. Det er en bekymring, som vi tager alvorligt. I regeringen vil vi tage grundlæggende fat om problemerne på socialområdet frem for at lappe huller med midlertidige puljer og projekter, som tidligere har kendetegnet socialpolitikken."
"Vi har en klar ambition om at finde en model for en specialeplanlægning, og i dag tager vi de første skridt,” skriver social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) i sin pressemeddelelse.
Selve kommissoriet lægger heller ikke skjul på, at der er fokus på kritikken af kommunerne:
"Baggrunden for ovenstående er bl.a., at bruger- og interesseorganisationer siden kommunalreformen i 2007, hvor kommunerne overtog det samlede ansvar for tilbud på det specialiserede socialområde, har udtrykt bekymring for, at der er sket en afspecialisering af socialområdet, at vigtig viden er gået tabt, og at højt specialiserede tilbud er forsvundet."
Herefter oplister kommissoriet en række af de tiltag, som har været iværksat siden kommunalreformen herunder rammeaftaler og specialrådgivningsfunktionen VISO. Men det er ifølge kommissoriet usikkert, om det har haft den fornødne effekt.
"De iværksatte initiativer har imidlertid ikke været tilstrækkelige til at dæmpe bekymringen for afspecialisering, ligesom det ikke er muligt at be- eller afkræfte, om der er sket en afspecialisering," hedder det.
Læs hele artiklen i NB-Økonomi (kræver abonnement):
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:30
Emner: Administration











































