
Assens Kommune melder om flere episoder med pårørende på plejehjem, der ankommer uden forudgående aftale. Det skaber stor frustration blandt de ansatte. (Arkiv) - Foto: Tim K. Jensen/Ritzau Scanpix
Plejepersonale agerer politi over for utålmodige pårørende
Flere plejehjem oplever, at nogle pårørende har mistet tålmodigheden i forhold til restriktioner for besøg hos beboerne.
Udgivet: 09/06/2020
Selvom det på grund af smitterisikoen fra coronavirussen ikke er tilladt at gå ind på plejehjem uden forudgående aftale og besøge sine pårørende, så sker det nu oftere og oftere.
Efter tre måneders besøgsforbud har nogle pårørende mistet tålmodigheden i takt med, at resten af samfundet er ved at åbne op - senest med fase 3 i går.
Det fortæller Signe Lunn Walls, som er leder for Assens Kommunes plejecentre.
“Vi oplever pårørende, som simpelthen går ind på plejehjemmene, og så står vi med den udfordring, at nogle muligvis kan bringe smitte med ind. Vi har også enkelte borgere, som synes, det er latterligt (at deres pårørende ikke må komme ind, red.). Langt de fleste har vi et rigtig fint forhold til, men nogle bliver enormt sure på os,” siger hun til Fyens Stiftstidende.
Hun fortæller, at det for personalet betyder stor usikkerhed, hvis reglerne ikke bliver overholdt, og når de skal være politibetjente over for de pårørende:
“Det er mega ubehageligt at påtage sig sådan en rolle. Det er i modstrid med den måde, vi plejer at være på, hvor vi siger til den pårørende, at din mors hjem også er dit hjem. Men vi kan ikke rigtig gøre noget. Vi har ikke lov at lukke de pårørende ind."
"Nogle spørger, om vi kan være mere fleksible. Vi skal følge de retningslinjer, der er kommet," siger Signe Lunn Walls, som dog også oplever, at andre pårørende er glade for, at kommunen ikke bare åbner dørene.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:29
Emner: Plejehjem, Genåbning, Assens Kommune







































