
Kommuner og turistorganisationer spejder efter danske turister i år, nu hvor corona har lukket grænserne for mange udenlandske turister. (Arkiv) - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Kommuner satser stort på danske sommerturister
Kommuner over hele landet er i gang med at kurtisere danske turister, der i stor stil bliver hjemme i år.
Udgivet: 03/06/2020
Da grænserne lukkede om Danmark på grund af coronapandemien, måtte der tænkes ny tanker på de mange lokale turistkontorer.
For hvordan kunne man i det mindste opretholde bare lidt af den anseelige indtægt, turisterne hvert år bibringer til den lokale økonomi? Indtægterne er millioner værd, og derfor er kommunerne nu i gang med at investere i kampagner og materialer, der skal overbevisedanskerne om, at de skal holde sommerferie i netop deres kommune og region.
Sønderjylland, Nordjylland og Fyn er blandt dem, der lige nu planlægger kampagner, der skal få danske familier til at lægge ferien netop der, skriver Avisen Danmark.
Destination Sønderjylland har sønderjyske kommuner i ejerkredsen, og herfra forklarer direktør Karsten Justesen:
“Halvdelen af vores turister kommer fra Tyskland og Holland, og vi stod i en situation, hvor campingpladserne og sommerhusudlejerne var pressede, og hvor vi ikke vidste, om de ville åbne igen,” siger direktøren og fortsætter:
“Derfor har vi taget en halv million ekstra fra egenkapitalen og skudt i en kampagne, som retter sig mod de danske turister.”
På Fyn er kommunerne også gået sammen om at skabe en charmeoffensiv til tre millioner kroner med sloganet ‘Fyn skal det være’.
“Analyser har vist, at op mod en tredjedel af danskerne måske slet ikke tager på ferie i år. Men mon ikke det kan lykkes at omvende nogle af dem, når de ser alt det dejlige, som Fyn kan tilbyde indenfor korte afstande på tværs af øen,” siger Rasmus Hessum Hansen, klyngedirektør i Destination Fyn til Avisen Danmark.
I Nordjylland vægter turismen 17 milliarder kroner om året og holder hånden under 21.000 job, så her er sommerturismen af enorm vigtighed. Nordjyske kommuner har derfor samlet skudt 12 millioner kroner i en turistkampagne henvendt til danskere.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:29
Emner: Budget, Civilsamfund, Erhvervsliv, Genåbning












































