På et punkt har dagen i dag været anderledes end alle andre dage, siden vi blev sendt hjem. Jeg har holdt et møde, hvor vi er mødtes fysisk i Tumlehuset med nogle, der hverken er forældre eller ansat.

Mødet var et internt møde med Tumlehusets logopæd og psykolog. Et fysisk møde, hvor vi fik set hinanden i øjnene, hvor dialogen var mere flydende end på Teams. Et fysisk møde, hvor vi udover dagsorden også kunne smalltalke inden mødets start, og da de var på vej ud ad døren.

Jeg fik flashback til tiden før nedlukningen og de ting, jeg var meget optaget af op til nedlukningen, og som nedlukningen og genåbningen fik sat en brat stopper for.

Den nye normal

Jeg tænker, at mødet i dag var første tegn på, at nu er alting ved blive normalt igen. Ikke normalt som før nedlukningen, men normalt som efter genåbningen.

Inden nedlukningen var jeg meget optaget af, hvordan jeg kunne lede opad og vise, at den vej vi i kommunen går i forhold til at sprogvurdere alle børn, ikke er en nuanceret vej.

Hvis jeg skal sætte det på spidsen, så skal vi se barnet som en helhed og ikke kun vurdere barnet ud fra dets sproglige forudsætninger. I Tumlehuset er vores teori, at motorisk udfordrede vuggestuebørn kommer til at mangle sprog senere og den sproglige indsats, der så skal til, er så meget større end den motoriske indsats, der skal til i vuggestuen.

Der findes desværre ingen dansk forskning, der underbygger min teori – men hvis vi altid skal gå i forskernes fodspor, så kommer vi aldrig til at gå forrest.

Jeg tænker, at mødet i dag blev dagen, hvor jeg besluttede mig for, at jeg ikke længere vil være i coronaboblen, men at den nye normale hverdag er begyndt med sine begrænsninger ...