
De fysiske krav om afstanden mellem hver elev er afgørende for planlægningen for genåbningen af de store klasser i skolen. (Arkiv) - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Skoleforvaltninger knokler med målebånd og mødetider
Der bliver tænkt i målebånd, fysiske rammer og personale i denne uge i skoleforvaltningerne i hele landet, inden de ældste elever vender tilbage til den fysiske undervisning på mandag.
Udgivet: 12/05/2020
Siden de mindste elever 15. april vendte tilbage til skolerne og skabte liv på gangene og udearealerne efter en måneds nedlukning på grund af coronakrisen, venter der fra mandag 18. maj endnu mere liv og summen på landets skoler.
Her vender 6.-10. klasseeleverne nemlig tilbage, men det bliver ikke til en normal skolegang, for der er mange hensyn, der skal tages: Hyppig håndvask, afspritning og afstandskrav defineret fra Sundhedsstyrelsen sender skoler og kommuner på overarbejde for at finde de lokale løsninger, der passer til den enkelte skoles vilkår og muligheder.
Og det er meget forskelligt, hvordan kommunerne griber udfordringen. I Fredensborg Kommune er forvaltningen ifølge Sjællandske klar med en køreplan for anden fase af genåbningen af kommunens seks folkeskoler.
For at udnytte skolernes ressourcer optimalt får alle elever højst 20 timers undervisning frem til sommerferien. For de ældste elever skal skolerne selv tilrettelægge undervisningen i tidsrummet 8.00-17.00, så det kan hænge sammen med rammerne og personalet, fremgår det af et notat fra forvaltningen som tirsdag præsenterer køreplanen for Børne- og skoleudvalget, der er indkaldt til et hastemøde.
"Der vil på den måde være forskel på, hvornår eleverne skal møde på de forskellige skoler," skriver Fredensborg Kommunes forvaltning i notatet.
Overvejelser om skoledagens længde
Helt så langt i planlægningen er man endnu ikke nået i Kolding Kommune. Ifølge JyskeVestkysten går planlægningen i øjeblikket på, hvor lange skoledagene bliver for de ældste elever.
Det kan skolechef i Kolding Kommune Karen Mortensen endnu ikke sige noget om. Overvejelserne går her blandt andet på, om nogle klasser stadig skal modtage hjemmeundervisning i en del af skoletiden.
“Muligheden for at gøre det, har vi stadig, men jeg tænker, at det kun vil blive aktuelt i et meget lille omfang,” siger hun til mediet.
Karen Mortensen understreger, at de ældste elever skal forvente, at de møder ind til en meget anderledes skoledage, end før coronaepidemien ramte landet.
“Jeg vil gerne sende et klart signal om, at meget bliver anderledes. Der skal stadig være så få voksne som muligt om hver klasse, så man kan ikke forvente at få det skema, man kendte,” siger Karen Mortensen til mediet.
I stedet kan man for eksempel samle fag på særlige fagdage, eller man kan have samme lærer til at undervise i flere forskellige fag for at undgå for mange lærerskift på en dag.
Stadig et åbent spørgsmål i Struer
I Struer Kommune vil centerchef for skoler og dagtilbud Jeannette Enevoldsen ikke afvise, at noglee skoler må finde ekstra lokaler for at kunne rumme de ældste elever på forsvarlig vis.
Hvordan det kommer til at blive, når eleverne vender tilbage, er stadig et åbent spørgsmål, men der kommer en udmelding til elever og forældre, lige så snart planen er klar.
“Vi åbner, når vi kan gøre det forsvarligt. Kan vi det på mandag, så gør vi det,” siger Jeannette Enevoldsen til Dagbladet Holstebro-Struer.
Fra to til en meter
I de tre kommuner har man med tilfredshed modtaget de nye, lempede afstandskrav fra Sundhedsstyrelsen, der i weekenden gik fra to meters afstand til en enkelt meter.
Det har lettet presset på skolerne, der nu kan sætte bordene noget tættere end tidligere antaget - hvilket gør kabalen om lokalefordeling noget nemmere. Fra skolechef Karen Mortensen i Kolding lyder et forsigtigt håb om, at man kan undgå at dele skoledagen op, så eleverne møder ind som i skiftehold:
“Med afstandskrav på en meter vil jeg tro, at vi godt kan finde løsninger. Der kan dog være lokale hensyn at tage, da der er forskel på skolerne, men det er ikke en ønskesituation med skiftehold, da man skal ind og gøre rent ind imellem,” siger skolechefen.
Jeannette Enevoldsen venter på nye retningslinjer, så planlægningen kan blive til en færdig køreplan for skoler og elever i Struer:
“Vi har selvfølgelig hørt, at kravet til afstand ændres til en meter, men når vi har retningslinjerne i hænderne, kan vi se, om der også er andre ting, vi skal forholde os til. Og så går vi i gang med at planlægge genåbningen for 6. til 10. klasse,” siger hun.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:28
Emner: Skole, Genåbning, Fredensborg Kommune, Kolding Kommune












































