Kommunale sygeplejersker får nu adgang til hospitalsjournalerne

Midt i genåbningsdebatten har KL og Danske Regioner indgået en miniudgave af en sundhedsreform, der ruster os mod en potentiel stigning i Covid-patienter, hvor hospitalslæger har det lægefaglige behandlingsansvar, efter patienterne er udskrevet.

Udgivet: 30/04/2020

Del artiklen:

Samtidig med, at smittekurven, antallet af indlagte og døde daler, opbygger kommunerne fortsat et beredskab, som forventer man et større pres på hospitalsvæsnet ude i en ikke så fjern fremtid.

Det fremgår af flere dokumenter, som NB-Nyt har fået adgang til.

Kilde: Sundhedsstyrelsen
Kilde: Sundhedsstyrelsen

KL og Regionerne tager højde for en potentiel stigning af Covid-patienter

Det ene er et såkaldt forståelsespapir, hvor KL og Danske Regioner har beskrevet en aftale for udskrivelse af Covid-19 patienter.

Forståelsespapiret beskriver udskrivelse og varetagelse af behandlingsansvar for Covid-19-patienter i den nuværende situation, hvor der ikke er så stort kapacitetspres på sygehusene.

Læser man alene forståelsespapiret, kan man godt få det indtryk, at det kun omhandler den nuværende situation, hvor antallet af indlagte er faldende. Her står der nemlig blandt andet:

”Dette forståelsespapir beskriver udskrivelse og varetagelse af behandlingsansvar for Covid-19-patienter i den nuværende situation, hvor der ikke er så stort kapacitetspres på sygehusene.”

Men sammenholder man det med det andet dokument, som NB-Nyt har adgang til, så får man et lidt andet billede. Dokumentet er udsendt af KL til samtlige kommuner, og her står blandt andet:

”Baggrunden (for aftalen med Danske Regioner, red.) er et potentielt fremtidigt behov for prioritering af behandling af flere patienter med Covid-19 i sygehusvæsenet.”

KL og Danske Regioner har altså set ind i en fremtid, hvor man som følge af eventuelle kapacitetsproblemer på sygehusene er tvunget til at udskrive ikke færdigbehandlede patienter til kommunerne.

En miniudgave af en sundhedsreform, hvor opgaver glider ud i kommunerne

Det vil sige patienter, som under de nuværende forhold bliver behandlet på de regionale sygehuse, skal behandles på de kommunale akutpladser, når belastningen inden på sygehusene stiger.

Men hvorfor laver man sådan en aftale tirsdag 28. april på et tidspunkt, hvor alle taler om genåbning? Og her taler vi om en aftale, der løber langt ind i efteråret. Den kan naturligvis ophøre, men den kan også blive forlænget.

Man kan kalde det rettidig omhu fra KL og Danske Regioners side, hvor man forsøger at kapacitetssikre sig hen over sommeren, hvor mange mennesker har ferie og dermed giver risiko for, at kapacitetspresset på sygehusene stiger. En slags miniudgave af en sundhedsreform for det nære sundhedsvæsen, hvor der sker en opgaveglidning fra regionernes hospitaler til den kommunale plejesektor.

Hospitalets læger beholder ansvaret efter udskrivelsen

Hvad der er særligt interessant er, at det af dokumenterne fremgår, at sygehusene beholder behandlingsansvaret for patienter udskrevet til kommunerne, som er påvist Covid-19-smittede, indtil de har været symptomfri i 48 timer.

Det vil sige, hospitalernes læger har nu, hvis de udskriver borgerne, det lægefaglige ansvar et godt stykke tid, efter at patienterne har forladt hospitalet. Det betyder også, at den digitale kommunikation til de kommunale sygeplejersker, som herved kommer til at arbejde meget tættere sammen med hospitalets læger, skal åbnes op på en helt anden måde, end den er i dag.

De kommunale sygeplejersker får adgang til sundhedsjournalen

For at hospitalets læger og de kommunale sygeplejersker kan operere på tværs af sektorer, har man derfor aftalt, at sygeplejerskerne får stillet såkaldt relevante sundhedsdata til rådighed i forbindelse med behandling og pleje af de patienter, som ikke kan blive behandlet på sygehusene.

Hvad er det så, de kommunale sygeplejersker får adgang til i sundhedsjournalen:

  • Laboratoriesvar
  • Fælles Medicinkort
  • Patientens elektroniske patientjournaler på tværs af sygehuse og regioner, oplysninger om behandlingsforløb, diagnoser, notater m.v.
  • Røntgensvar

Nu er en ting en aftale mellem KL og Danske Regioner at etablere denne miniudgave af en reform for det nære sundhedsvæsen. Men hvornår sker det så?

Virker fra denne uge

Af aftalen, som blev indgået 28. april, fremgår det, at den som alle aftaler, der indgås i denne tid, skal gælde og være oppe og køre fra denne uge.

Af dokumentet fra KL kan man læse, at alle kommuner er i færd med at blive oprettet som brugere af sundhedsjournalen. Man er endda så langt, at man har lavet en let tilgængelig vejledning, der illustrerer, hvorledes den enkelte kommunale sygeplejerske via medarbejdersignatur kan logge sig ind og begynde samarbejdet.

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:27

Emner: Sygepleje, Velfærd

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]