Vi ved det ikke. Ingen ved det. Vi venter på tallene, men hvad betyder det?

Hvad vil være et godt tal?

Hvis vi så får et godt tal, hvad vil det betyde for to-meters-afstands-lege i skolegården, for sprukne hænder og for nødpasning/undervisningen?

Det begynder at blive tydeligt for alle, at vi 11. maj ikke får en almindelig hverdag tilbage.

Først havde vi fire uger med en normal, nu er vi i gang med en anden normal, så hvad bliver ny normal?

Er det tilladt at drømme?

Kan jeg tillade mig selv at have nogle drømme – inden for coronaens restriktioner – for hvad der kommer til at ske?

Og hvem kan jeg tale med dem om?

Jeg lytter til personalets faglige og pædagogiske restriktive drømme, jeg lytter til mit ledelsesteams logistiske restriktive drømme, forældrenes ønsker for en almindelig coronafri hverdag, hvor omdrejningspunktet er vores sædvanlige fokus på læring.

Mine ny-normal-drømme forplumrer fokus på, at få det hele til at hænge sammen og have overskud til andres drømme.

Men min almene drøm om løbende at arbejde med min organisations evne til at være i proces kunne være afventende, kunne forholde sig til at være medarbejder i en politisk styret organisation med en MED-struktur; være omstillingsparat, holde sig orienteret; turde udfordre en kollegas praksis og uvaner; se hvad børn kan i nye positioner; skabe nye – bl.a. digitale - læringsmiljøer og en hel masse andet.

Den drøm har faktisk ret gode vilkår i denne ventetid.

Jeg venter på at få alle mine elever tilbage i almindelige rammer og på at kunne samle mit personale IRL (in real life).

Og mens jeg venter, så arbejder jeg på drømmen.