
- Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix
I børnenes spor
Justering af skemaer, opmærksomhed på, om forældre har svaret, og tolkning af Sundhedsstyrelsens seneste anbefalinger. Vanskeligt for voksne, men børn ser ud til at trives i den nye struktur, hvor personalet følger i børnenes spor, skriver Janni Juhl-Petersen.
Udgivet: 28/04/2020
Nu, hvor vi er gået ind i den anden uge af åbningen, har jeg tænkt over, hvad jeg bruger min arbejdstid på.
Den består af at lave personalets skema. Rykke forældre for svar på mødetider, så jeg kan justere personalets tider. Justere personalets skema igen, når der er kommer en sygemelding. Selv tage åbnere og lukkere for at det hele hænger sammen. Besvare spørgsmål om tolkning af hygiejne og så igen forfra.
I Tumlehuset har vi – som mange andre steder – ansat ekstra ressourcer, så vi kan dele børnene op i mindre grupper, der ikke kommer i kontakt med hinanden i åbningstiden.
Korthuset vælter let trods planlægning
Det fungerer generelt rigtig godt, men der skal ikke ret meget til, før korthuset af planlægning vælter.
Hvis ét personale, er væk, så skal det meste af huset justeres, og det bruges der uendelig meget tid på. Normalt er det personalet selv, der løser de fleste af den slags udfordringer i en coronafri hverdag, men da al tid går med børnene, så har jeg den opgave.
Samtidig bruges der meget tid på tolkning af Sundhedsstyrelsens anbefalinger. De bliver til stadighed justeret, og når en god rutine er blevet kørt ind, så skal den igen ændres.
Der er ikke noget at sige til, at personalet til tider ikke kan finde hoved og hale i, hvad der nu er gældende – det kan jeg til tider heller ikke.
Langt de fleste børn trives i denne struktur
Heldigvis i dette, så kan jeg se, at langt de fleste af børnene trives i denne struktur, hvor vi har flere personaler til færre børn.
Det er meget nemmere at være barn i denne pædagogiske kontekst end en almindelig hverdag, hvor vi er flere børn og færre personaler samlet.
Personalet kan ikke samle børnene til de voksenstyrede aktiviteter, så personalet følger børnenes spor hele dagen, og det er for børnene en stor gevinst i disse mærkelige tider.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:27
Emner: Daginstitution, Velfærd, Genåbning








































