Data om coronasmittedes etnicitet bør fremgå i registre, mener Morten Sodemann, der er professor og overlæge. (Arkivfoto)

Data om coronasmittedes etnicitet bør fremgå i registre, mener Morten Sodemann, der er professor og overlæge. (Arkivfoto) - Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Overlæge vil have registreret etnicitet af coronasmittede

Det bør fremgå af coronaregister, om patienten har indvandrerbaggrund. Det mener overlæge, efter udenlandske tal viser skæv fordeling af smittede. Ideen bakkes op af Statens Serum Institut.

Udgivet: 23/04/2020

Jørn Sørensen

Journalist

Del artiklen:

Det fremgår ikke af statistikkerne, hvilken etnisk baggrund de cirka 8.000 coronasmittede mennesker i Danmark har. Men de data bør fremgå, mener Morten Sodemann, der er professor og overlæge ved Indvandrermedicinsk Klinik på Odense Universitetshospital.

"Det er et utrolig følsomt område af mange gode grunde. Men når man ser de problemer, de har haft i England og USA, med at finde ud af, hvad der foregår, så er det klart, at det vil være en fordel med en statistik, hvor Danmarks Statistik og Statens Serum Institut kigger lidt mere proaktivt på det," siger Morten Sodemann.

Han fremhæver blandt andet Sveriges hovedstad Stockholm, hvor der har været rapporteret om mange smittede og døde i et svensk-somalisk miljø.

"Det er typisk en befolkningsgruppe, der lever under meget socialt trange kår: Der er mange mennesker på lidt plads og flere generationer sammen. Det øger ganske enkelt risikoen for at smitte hinanden, ligesom det også gør i belastede boligområder i Danmark," siger Morten Sodemann.

Mulighed for mere information på flere sprog

Han fremhæver, at etniske minoriteter ofte ikke ser dansk tv og derfor ikke rammes af hverken pressemøder eller kampagner.

"Det ville give muligheder for at sætte ind blandt dem med information - også på deres eget sprog."

Mange steder i udlandet tyder coronastatistikkerne på, at de fattigste etniske minoriteter er overrepræsenterede blandt de smittede. I Storbritannien er 34 procent af intensiv-patienterne enten sorte, asiater eller af anden etnisk herkomst end britisk. Tallet skal ses i lyset af, at etniske minoriteter udgør under 17 procent af den britiske befolkning.

Billedet er det samme i de amerikanske stater, der bruger etnicitet i statistikkerne. I Chicago er 72 procent af de døde med coronavirus sorte, til trods for, at de kun udgør 29 procent af byens befolkning.

Statsministeren afviser ikke

Statsminister Mette Frederiksen (S) er ikke afvisende overfor et coronaregister, der registrer etnicitet på de smittede:

"Det vil jeg gerne have lov til at overveje. Jeg kan jo se, at der i nogle lande ser ud til at være en overrepræsentation af nogle minoriteter. Og det kan være fint at få afdækket i Danmark også," siger Mette Frederiksen til Radio4.

Hos Statsministerens støtteparti Enhedslisten er sundhedsordfører Peder Hvelplund mere forbeholden:

"Det, der gør, at nogen grupper i samfundet er mere udsat for sygdommen end andre, det har med sociale forhold, mobilitet og boligforhold at gøre. Og der er det sikkert rigtigt, at der er en overrepræsentation af folk med anden etnisk baggrund. Men det er jo ikke etniciteten, der er afgørende for, om de bliver smittet eller ej," siger Peder Hvelplund, der mener, at det er på tide at få testet mere repræsentativt i Danmarks befolkning.

"Hvis vi alene går ind og ser statistikken på etnicitet og ikke har mulighed for at sammenholde det med andet og sætte det ind i en anden sammenhæng, så risikerer vi at gøre netop etniciteten til problemet, og det synes jeg, at vi gør i rigelig grad i samfundet i dag i forvejen."

SSI: Det kan give god mening

Det er Statens Serum Institut, der overvåger spredningen af smitsomme sygdomme i Danmark og fører register over de coronasmittede.

Faglig direktør Kåre Mølbak oplyser til Radio4, at man allerede har overvejet at gøre etnicitet til en del af registreringen, ligesom det blandt andet sker med f.eks. hiv-smittede.

"I Sverige har man jo set udbrud blandt indvandrergrupper, og det bidrager da med værdi, det er klart, hvis man skal spore og forhindre smitte," siger Kåre Mølbak og forklarer, at de etniske opgørelser også har været efterspurgt fra udlandet:

"Der har været forespørgsler fra andre lande, blandt andet Tyrkiet, der har spurgt direkte, om vi har et overblik over, hvor mange af deres statsborgere, vi har registreret med smitte. Derfor kan det give mening på mange måder."

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:27

Emner: Indvandrere

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]