
På første dag spurgte en elev skoleleder Maike Raaghauge om hun var skolens statsminister - Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Skolens statsminister
De mindre børn er tilbage i skolen med noget andet som de ikke kunne lære i samfundsfag. Skoleleder Maike Raahauge gik rundt og lyttede den første dag. Læs hendes oplevelser og tanker
Udgivet: 21/04/2020
Hvad har børnene fået ud af coronakrisen?
Jeg er ikke i tvivl om, at det har været, og fortsat er, en svær periode for børnene, men jeg oplever også, at børnene er kommet tilbage med noget andet. Noget, som de ikke kunne lære i samfundsfag uanset hvor dygtige lærere, de har.
Første dag tilbage gik jeg rundt i klasserne og stillede mig til rådighed for alverdens spørgsmål.
En af eleverne spurgte, om jeg var skolens statsminister? Om jeg bestemte mere eller mindre end Mette? Jeg har hørt små børn henvise til Sundhedsstyrelsen og politikere, og de taler om Ultranyt og argumenterer på en ny måde.
At danne fremtidens borgere
De store elever er ikke kommet endnu, men de har hørt om regioner, kommune, infrastruktur, politikere, samfundssind og meget andet.
De har hørt om liberale erhverv, pandemi, testningsstrategier, oplevet forskellige typer af læger, der kan noget forskelligt og udtaler sig om forskellige emner og repræsenterer meget forskellige arbejdspladser.
De har hørt om heltemodige sosu-assistenter og usympatiske hamstrere fra alle samfundslag.
Hvordan bygger vi videre på det, når de kommer retur?
Folkeskolen har som en af vores hovedopgaver at danne fremtidens borgere, og vi har en gylden mulighed nu. Jeg kan godt frygte, at vi ikke får mulighed for at gribe dette øjeblik, eller vi ikke evner at udnytte det.
Måske fordi det hele går op i hygiejne, kampen om den politiske dagsorden, for eller imod skolegang i sommerferien eller noget helt andet.
Midt i logistiske og faglige frustrationer med at få den nye hverdag til at fungere må vi ikke glemme en af folkeskolens almen dannende kerneområder. Referencepunkt.
Sidst opdateret: 27/03/2023 - 18:03
Temaer: Debat







































