Tænk, at jeg nogensinde skulle hænge skilte op med ’Forældre-fri-zone’ på min skole. Det havde jeg ligegodt aldrig troet. Og det næste, jeg gjorde, havde jeg heller aldrig troet, jeg ville gøre – Jeg satte en smiley på!

Det strider mod alle mine principper ikke at byde forældre ind, og nu er det nødvendigt. Det var så svært for mig at se det skilt, og jeg måtte på en eller anden måde bløde det op. Jeg har på intet tidspunkt før brugt en smiley i arbejdssammenhæng.

Selvom jeg godt er klar over, at forældresamarbejdet stadig er der over Aula, videomøde med skolebestyrelsen og via Facebook, så er det svært for mig, at jeg ikke kan være i rum med forældre og på den måde hjælpe og samarbejde med dem.

Jeg har en del forældre, for hvem skriftsproget volder vanskeligheder, og der er jeg vant til at møde forældre ansigt til ansigt, og det er bare ikke det samme i telefonen.

At hænge skilte op, der rent fysisk holder dem væk fra min skole, gjorde, at jeg tyede til det lille smilende ansigt, for jeg er jo stadig venlig – I er bare ikke velkomne.

Vi går på mange kompromisser i denne tid i forhold til, hvad vi gerne vil for og med vores elever, og denne gang var første gang, det for alvor ramte mig, at det samme gjorde sig gældende i forhold til forældrene.

Så kan jeg jo bare håbe, at det lille ansigt trods alt er med til at holde kontakten varm. Nu må vi se.