
En ny vaccinationspakke skal i sidste øjeblik medvirke til at forhindre, at sundhedsvæsen overbelastes under udbruddet af coronavirus i Danmark. - Foto: Eric Gaillard/Reuters
Vaccinationprogram mod lungebetændelse er i sidste øjeblik
Alle sårbare og ældre over 65 år bliver nu tilbudt gratis vaccination mod lungebetændelse for at lette sundhedsvæsenet, men det er i sidste øjeblik og over seks måneder efter, at eksperter anbefalede det.
Udgivet: 01/04/2020
Hvert år bliver omkring 70.000 danskere indlagt med lungebetændelse. Cirka 15.000 behandles på sygehuset og over halvdelen af dem er over 65 år.
Lige siden begyndelsen af coronaudbruddet har der verseret forskellige råd om, hvad man skulle gøre for at slippe af med coronavirus eller forebygge alvorlig sygdom som følge af corona.
Et af de steder, der har medvirket til at aflive myter om magiske behandlinger af coronasygdom, er nichemediet TjekDet, som udgives af Mandag Morgen.
Her slog man i begyndelsen af februar fast, at man ikke ved at være vaccineret mod lungebetændelse er beskyttet mod coronavirus.
Det er på en meget snæver bane rigtigt, for en vaccine mod lungebetændelse beskytter ikke mod coronavirus, men den kan forebygge f.eks. alvorlig pneumokoksygdom, der kan medføre lungebetændelse og i særlige tilfælde blodforgiftning og hjernehindebetændelse.
Det skrev man bare ikke dengang i begyndelsen af februar.
Vaccine skal holde ældre og sårbare på afstand af hospitalerne
Nu har regeringen så sammen med et enigt folketing besluttet at iværksætte en bred vaccinationsindsats af ældre, sårbare grupper og sundhedspersonale mod netop lungebetændelse.
Den skal sikre, at færre af de mest sårbare patienter rammes af den alvorlige infektionssygdom, som en pneumokinfektion kan medføre. Vaccinen beskytter nemlig ikke mod alle slags lungebetændelser, men kun den type, som er forårsaget af pneumokokker.
Sigtet er, at det vil medvirke til at reducere risikoen for et overbelastet sundhedsvæsen under udbruddet af coronavirus, ligesom det vil forbedre sundheden for den enkelte udsatte patient under epidemien.
Hos Lungeforeningen mener formand og speciallæge i anæstesi og intensiv terapi Torben Mogensen, at det er en god idé.
”Det, man kan håbe på, er, at specielt ældre vil lade sig vaccinere, og specielt ældre der udsat for at få lungebetændelse derhjemme. Så kan man håbe, at antallet af patienter, der får lungebetændelse, bliver mindre, og derved belaster sygehusvæsnet mindre,” siger han til ritzau.
For patienter med corona-infektion, som bliver så syge, at de skal i respirator, kan det formentlig forebygge en bakterieinfektion oveni de i forvejen syge lunger, og det vil være med til at redde liv, forklarer Torben Mogensen.
Læger har tidligere anbefalet vaccination og andre lande har allerede programmer
De første vacciner vil blive leveret i løbet af april, hvor epidemien forventes at toppe, og her skal det bemærkes, at der normalt skal gå 14 dage til en måned, før vaccinen virker. Effekten af Vaccinen kan altså først ses, når vi er inde i maj måned.
En række læger var i efteråret 2019 ude og anbefale, at man inkluderede vaccination mod lungebetændelse i gratis vaccinationsprogrammer til ældre og udsatte.
Ole Hilberg, som er professor ved Syddansk Universitet og formand for Dansk Lungemedicinsk Selskab, var en af dem. Han sagde dengang til Magasinet Pleje:
”Man har indført vaccination mod lungebetændelse i børnevaccinationsprogrammet, fordi man også kan få meningitis og andre ting, Men det er paradoksalt, at man til vores svagelige ældre tilbyder vaccination mod influenza og ikke lungebetændelse. Man vaccinerer børnene, så hvorfor ikke også vaccinere de ældre?”
I andre lande har man allerede tilbage 2019 og tidligere indført vaccinationsprogrammer for ældre. Det drejer sig blandt andet om Tyskland, Holland og Sverige. Man kan derfor rejse spørgsmålet, om Danmark ikke er lidt bagud.
Det har i den sammenhæng ikke været muligt at få en kommentar fra Sundhedsstyrelsen.
Det er i sidste øjeblik regeringen har besluttet sig
I alt skal Danmark bruge 800.000 doser vaccine, som er blevet hentet hjem fra et lager i Holland. Mange af doserne var oprindeligt bestemt for andre lande, men den store danske ordre har betydet, at de nu kommer hertil i stedet.
Det oplyser Andreas Daugaard Jørgensen, der er administrerede direktør i MSD Danmark og Island, som leverer vaccinerne. Han fortæller, at det faktisk var i sidste øjeblik, at beslutningen blev taget.
”Var vi blevet kontaktet bare en uge senere, kan jeg ikke love, at vi kunne have hentet så mange doser hjem til Danmark,” siger han.
Vaccinen skal efter Sundhedsstyrelsens anbefaling tildeles de mest sårbare grupper. Eksempelvis beboere på plejehjem og ældre fyldt 65 år med en kronisk lidelse som f.eks. kronisk lungesygdom samt til personer under 65 år, som er i særlig høj risiko for alvorlig pneumokoksygdom.
Til efteråret er det planen, at alle ældre over 65 år samt særlige risikogrupper også bliver tilbudt vaccination mod pneumokokker.
Den nye vaccinationspakke
Vaccinationspakken indeholder gratis vaccination mod (og i enkelte tilfælde test for) pneumokokker til alle fyldt 65 år og til risikogrupper - f.eks. kronisk syge under 65 år.
Derudover indeholder den gratis vaccination mod influenza til sundhedspersonale samt øget tilslutning blandt risikogrupper.
En informationskampagne skal dertil sikre en så stor tilslutning som muligt. Målet er at nå 75 procent for både pneumokokvaccination og influenzavaccination.
Bakterien pneumokok
Bakterien pneumokok er en af de hyppigste årsager til lungebetændelse i Danmark.
Der findes aktuelt to vacciner mod bakterien - Pneumovax og Prevenar. Vaccinerne beskytter hver især mod en mindre andel af de forskellige undertyper af bakterien, der findes.
Hvis man bliver vaccineret med begge vacciner, opnår man derfor i princippet en større beskyttelse mod at blive syg med pneumokok lungebetændelse. Dog beskytter vaccinerne ikke mod alle undetyper.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:27







































