
(Arkiv) - Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Kommunerne budgetterer med 600 kr. mere pr. borger
Kommunerne budgetterer i 2020 med de største stigninger i serviceudgifterne i ti år. Stigningen dækker dog over betydelige variationer på tværs af udgiftsområder og kommuner.
Udgivet: 03/03/2020
For første gang i ti år budgetterer kommunerne med flere penge til service.
Økonomiaftalen mellem KL og Regeringen for 2020 gav mulighed for, at kommunernes serviceudgifter kunne stige med 1,7 mia. kr. i forhold til 2019.
De netop offentliggjorte budgetter for 2020 viser, at kommunerne har udnyttet den mulighed og i 2020 samlet set med budgetterer med serviceudgifter på små 262,5 mia. kr. Ud over det økonomiske løft, som økonomiaftalen giver, stiger serviceudgifterne også som følge af nye opgaver til kommunerne, og fordi den såkaldte værdighedsmilliard er blevet omlagt og nu indgår i kommunernes serviceudgifter.
Det viser en analyse fra Det Nationale Forsknings- og analysecenter for Velfærd, VIVE.
Stiger med godt 600 kroner pr. indbygger
Stigningen i serviceudgifterne skal ses i sammenhæng med, at befolkningstallet stiger.
Opgøres serviceudgifterne pr. indbygger, budgetterer kommunerne med at bruge godt 600 kroner mere pr. indbygger i 2020 end i 2019, inklusive ændringerne som følge af nye opgaver, omlægning af velfærdsmilliard mv. Vi skal tilbage til 2009-2010 for at finde en tilsvarende stigning i serviceudgifter pr. indbygger.
Kommunerne har hvert år siden 2011 brugt mindre på service, end de har budgetteret med.
Det hænger bl.a. sammen med, at staten i 2011 skærpede truslen om økonomiske sanktioner mod kommunerne, hvis serviceudgifterne for kommunerne under ét ikke holder sig inden for den aftalte økonomiske ramme, og hvis kommunerne samlet set overskrider deres budgetter.
Sanktionstruslen hviler stadig over kommunerne, men i de seneste år er budgetunderskridelserne blevet mindre, og kommunerne er kommet tættere på at bruge de penge på service, som de budgetterer med.
Det specialiserede socialområde stiger mest
Den generelle stigning i kommunernes servicebudgetter pr. indbygger fra 2019 til 2020 dækker over betydelige udsving mellem de enkelte serviceområder.
Opgøres udgifterne pr. borger i målgruppen, så har kommunerne under ét øget budgetterne mest på det specialiserede socialområde i form af udgifter til udsatte børn/unge og voksne med særlige behov som funktionshæmmede og misbrugere.
Fakta:
VIVEs analyse er baseret på ECO Nøgletal og bygger på data om kommunernes udgifter, struktur og befolkningsmæssige sammensætning fra Danmarks Statistikbank.
Læs hele analysen 'VIVEs kommunetal 2020.1: Kommunerne budgetterer med stigende serviceudgifter'.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:26
Emner: Budget, Skat, Socialøkonomi, Styring, Velfærd











































