Stillesiddende undervisning med fokus rettet mod bøger eller computerskærmen slider på motivationen, viser ny undersøgelse. (Genrefoto)

Stillesiddende undervisning med fokus rettet mod bøger eller computerskærmen slider på motivationen, viser ny undersøgelse. (Genrefoto) - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Rapport: Udskolingen er præget af prøvefokus

Undervisningen i folkeskolens udskoling er 'boglig' og 'faglig' og præget af et fokus på de afsluttende prøver. Det fortæller ledere, lærere og elever i ny rapport.

Udgivet: 25/02/2020

Jørn Sørensen

Journalist

Del artiklen:

Det slider på elevernes motivation for at lære, når eleverne går fra mellemtrinet i 6. til udskolingens 7. klasse, hvor der sker en ændring i den måde, de undervises på.

Det viser en ny undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut (EVA).

Folkeskolens 7. til 9. klasse i udskolingen er tre år, som sammenlagt repræsenterer afslutningen på folkeskolen og overgangen til ungdomsuddannelse, med hvad der dertil hører af uddannelsesparathedsvurderinger, karaktergivning og prøver.

Samtidig er det tre selvstændige skoleår, som hver især lægger op til at alle elever gennemgår en faglig, social og personlig udvikling.

EVA har rettet blikket mod undervisningen i udskolingen og spurgt skolens brugere og aktører: Hvordan tager den daglige undervisning sig ud i praksis, og hvordan opleves den af ledere, lærere og elever? Her tegner interviewene samlet set et billede af tre dominerende fortællinger.

Mindre boglige aktiviteter vælges fra

Den første dominerende fortælling om udskolingen er, at jo nærmere de afsluttende prøver kommer, jo højere prioriteres 'boglige' og 'faglige' aktiviteter.

I fortællingen henviser lærerne til, at udskolingen er underlagt et tidspres, hvilket primært handler om, at eleverne skal igennem et fagligt stof, som sikrer, at de når læringsmålene og er forberedte på den afsluttende prøve. Det betyder bl.a., at mindre 'boglige' aktiviteter vælges fra, og at undervisningen ifølge lærere og elever bliver relativt ensformig og sjældent rummer de mere praksisfaglige aktiviteter.

Fra elevernes perspektiv er undervisningen i udskolingen kendetegnet ved lange og tunge skoledage, hvor snakke om karakterer og prøver fylder på en stressende måde. Et for entydigt fokus på 'boglige' og 'faglige' aktiviteter risikerer, ifølge både lærere og elever, at eleverne bliver skoletrætte, og i sidste ende kan det betyde, at nogle elever falder fra.

- Undervisningen bliver mindre eksperimenterende og mere ensformig i udskolingen, men det er et problem, hvis eleverne kun sidder med snuden i en bog. De har brug for at blive udfordret både teoretisk og praktisk. Ellers risikerer de at falde fra, siger Mia Lange, chefkonsulent i EVA’s grundskoleenhed, til Politiken.

En mere præstationsorienteret udskoling

Noemi Katznelson, der er professor og leder af Center for Ungdomsforskning ved Aalborg Universitet, mener, at læringen i folkeskolen er blevet mere præstationsorienteret.

Det er ifølge professoren sket i takt med indførelsen af adgangskrav til ungdomsuddannelserne i 2015 og 2016.

- Selvfølgelig skal der være bedømmelser, men eleverne kan blive skoleudmattede, hvis man booster den præstationsorienterede motivation for meget, siger Noemi Katznelson til Politiken.

Hun anbefaler politikerne at genoprette balancen i udskolingen ved eksempelvis at indføre nogle nye fag ind i skolen eller ved at drosle ned for mængden af eksamensfag.

I dag får hver fjerde elev ifølge Politiken den nedslående besked i 8. klasse, at de forudgående ni år på skolebænken ikke har gjort dem uddannelsesparate.

/ritzau/

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:26

Emner: Skole

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]