(Arkivfoto)

(Arkivfoto) - Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Ældre raser over ændring af madpolitik – vil fjerne fokus på dansk mad

En revidering af den officielle madpolitik i Favrskov Kommune har skabt heftig debat om dansk madkultur. Borgmesteren afviser dog at fjerne boller i karry og frikadeller fra menukortet.

Udgivet: 21/02/2020

Jørn Sørensen

Journalist

Del artiklen:

'Kommunen vil sikre, at maden er velsmagende og veltilberedt med udgangspunkt i traditioner, højtider og i en alsidig dansk madkultur.'

Sådan lyder den officielle madpolitik på sundheds- og ældreområdet i Favrskov Kommune i dag. Men borgmesterens parti, Socialdemokratiet, ønsker at fjerne fokuset på den danske mad.

Det skriver Tv2 Østjylland.

I stedet skal menuerne tilberedes med udgangspunkt i sæsonens råvarer og traditioner. Det forslag har dog skabt røre i andedammen.

Især hos dem, ændringen kan få betydning for. De ældre.

- Vi skal have noget, vi kan forstå. Eksempelvis boller i karry og frikadeller, lyder det fra flere af beboerne i Dommerparken i Hammel.

Her er den mest udbredte holdning, at der ikke er behov for at få udenlandske retter ind på menukortet.

Formanden for ældrerådet er enig.

- Det er helt naturligt med et afsæt i dansk madkultur. Det er det, de ældre vil have, siger formanden for det lokale ældreråd, Erik Bertelsen, til Tv2 Østjylland.

Behold medister, flæskesteg og frikadeller

Også Venstre og Dansk Folkeparti i Favrskov er på de ældres side, og hos lokalpolitikerne fra de to borgerlige partier ser man ingen grund til at ændre madpolitikken. Tværtimod.

Medister, flæskesteg og frikadeller skal ifølge DF'eren Niels Kallehave være en væsentlig del af menuen.

- De må gerne få alt muligt andet, men vi vil gerne holde fast i de retter der. Vi er trods alt i Danmark, siger han til Tv2 Østjylland.

Borgmester Nils Borring (S) forsøger at berolige både de ældre og bekymrede byrådskolleger.

Forslaget om en ændring af madpolitikken skal ikke ses som et forsøg på at få det danske ud af køkkenerne, siger han.

- Vi fjerner ikke noget fra menukortet med forslaget. Vi folder bare paletten mere ud, så der ikke kun er mad fra Danmark, men også Kina eller Sydamerika, siger borgmester Nils Borring til Tv2 Østjylland.

Alligevel frygter DF en glidebane, hvor en eventuel godkendelse af ændringen kan være startskuddet til, at danske retter langsomt slettes fra menuen.

- Det er det værste, der kunne ske. Så er den danske madkultur ikke længere repræsenteret, siger Niels Kallehave.

Ældrerådet opfordrer da også til, at forslaget droppes.

Men på tirsdag skal byrådet i Favrskov på trods af modstanden endelig beslutte, om formuleringen af madpolitikken skal ændres.

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:26

Emner: Plejehjem

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]