
Regeringen planlægger at offentliggøre sit udspil til udligningsreform torsdag, bekræfter flere kilder overfor NB-Økonomi. Samtidig peger mere og mere på, at der bliver tale om en større reform end forventet. - Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Regeringsudspil til udligningsreform sender penge fra øst til vest
Torsdag vil regeringen fremlægge udspil til en udligningsreform, der skal fordele penge mellem kommuner. Det kommer til at skabe politisk røre, forudsiger chefredaktør Arne Ullum.
Udgivet: 29/01/2020
Alt er nu lagt til rette efter at regeringen torsdag kommer med sit forslag til en reform af den kommunale udligning.
Statsminister Mette Frederiksen (S) var angiveligt tidligere på ugen gået i gang med briefe en række af de centrale partiledere, ligesom blandt andet Københavns Kommune – som den største bidragsyder – har fået hele eller store dele af forslaget udleveret, erfarer Arne Ullum, chefredaktør for NB-Økonomi.
Statsministeren orienterede lørdag partiets borgmestre og kommunale gruppeformænd. Her fastlagde hun to spor for det kommende udspil:
- Der skal flyttes penge fra kommuner med få sociale problemer og få indvandrere skal betale flere penge til kommuner med mange sociale problemer og indvandrere.
- Der skal flyttes penge fra by til land.
"Man tager penge fra de kommuner, der er blevet relativt rige gennem de seneste 8-10 år, og flytter dem til de kommuner, der er blevet relativt fattigere. Det er en socialdemokratisk 'classic'", siger chefredaktør Arne Ullum til TV2 News onsdag.
Politisk røre i vente
Det vil betyde, at borgerne i de rige kommuner kommer til at betale endnu mere i kommunal udligning end hidtil, og det betyder selvsagt, at de rige kommuners borgmestre ikke kommer til at bifalde det udspil, der bliver præsenteret torsdag.
"Når hovedstadsborgerne betaler mere i udligning, så er det fordi, de i perioden blevet relativt rigere, selvom de betaler mere. Det loft, man nu lægger over, hvor meget en kommune med velhavende skatteborgere og lav skatteprocent får, for at man ikke kommer af med mere end 100 procent af indtægterne på stigende indkomster, det ændrer sig. I Gentofte for eksempel kan det betyde, at hvis kommunen får 100 kroner mere i indkomst, så kommer kommunen faktisk till at tabe penge på det. Det vil givetvis komme til at skabe meget politisk røre", siger Arne Ullum.
To af regeringens støttepartier, Enhedslisten og SF, nikker anerkendende til de linjer, der er lagt op til i udspillet, mens hverken Venstre eller De Radikale vil kommentere forslaget, før det endeligt præsenteres torsdag.

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:25
Temaer: Udligning













































