Statsminister Mette Frederiksen deltog i den første del af spørgetiden, hvor også ministrene for skat, transport, udviklingssamarbejde, børn og undervisning, beskæftigelse og miljø deltog.

Statsminister Mette Frederiksen deltog i den første del af spørgetiden, hvor også ministrene for skat, transport, udviklingssamarbejde, børn og undervisning, beskæftigelse og miljø deltog. - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Skoleelever griller ministre om mere natur og organdonation

Ungdomsparlament mødte ministre på Christiansborg og fik mulighed for at stille spørgsmål i Folketingssalen.

Udgivet: 28/01/2020

Del artiklen:

Hvordan vil regeringen sikre, at man undgår at producere, importere og eksportere flere kødprodukter, end der er behov for? Hvad vil ministeren gøre for at sikre mere biodiversitet i den danske natur?

Sådan lød nogle af de spørgsmål, som 179 elever fra 8. og 9. klasse fra hele landet samt fra Færøerne og Grønland stillede ministrene i Folketingssalen på Ungdomsparlamentsdagen.

- Hvor er jeg glad for, at I er optagede af den dagsorden. Noget af det, som vi har diskuteret meget i Danmark, er, at vi står i en klimakrise, men vi står også i en naturkrise.

- I regeringen arbejder vi også for mere urørt skov, mere vild natur, men også mere sammenhængende natur, lød nogle af svarene fra miljøminister Lea Wermelin (S).

Elever i 12 forskellige udvalg

179 skoleelever fra landets 8. og 9. klasser skiftede mandag klasseværelset ud med en dag i Folketinget på Christiansborg, og de har i løbet af formiddagen debatteret forskellige politiske emner.

I 12 forskellige udvalg har eleverne forberedt spørgsmål til statsminister Mette Frederiksen (S) og seks andre ministre, som også var også til stede under spørgetiden i Folketingssalen.

Der blev spurgt ind til uddannelser til flygtninge, minimering af biltransport og automatisk registrering for alle til eventuel organdonation.

Til sidstnævnte kunne statsministeren blandt andet svare:

- Jeg synes, at det er vigtigt, at man aktivt tager stilling til organdonation. Men jeg kan hverken svare ja eller nej til, om der skal indføres automatisk registrering til organdonation.

Alle synspunkter bliver hørt

Ifølge Folketingets formand, Henrik Dam Kristensen (S), er det positivt, at eleverne lærer at sætte sig ind i politik.

- Politik handler dybest set om, hvordan vi sammen gør verden til et bedre sted. Når vi skal løse de store samfundsudfordringer, er det vigtigt at have et sæt spilleregler, så alle synspunkter bliver hørt. Det er kernen i vores demokrati.

- De unge skal lære at sætte sig ind i politik og argumentere for deres sag. Og de skal kunne lytte, tænke og tage stilling til, hvad de selv synes, er rigtigt. I skolerne lægges der mange kræfter i at træne eleverne til at engagere sig i den demokratiske samtale, siger Henrik Dam Kristensen.

FAKTA: Skoleelever havde 36 forslag med i Folketinget

I januar stemte eleverne om, hvilke forslag de gerne ville arbejde med på Ungdomsparlamentsdagen.

Eleverne arbejdede med forslagene på næsten samme måde, som det normalt foregår i Folketinget, når nye love skal vedtages.

Her er de 36 forslag:

  • Toppe plastikproduktionen med bioplast og mindske forbruget af importerede plastikvarer fra udlandet.
  • Forbyde plastikposer.
  • Registreringsafgift på elbiler.
  • Betaling for offentlig affaldsindsamling.
  • Gratis offentlig transport.
  • Færre biler på vejene.
  • Naturbetjente (naturpoliti).
  • Billigere økologiske varer.
  • Modernisering af landbruget.
  • Indføre et fag eller sidefag i folkeskolen om mental sundhed.
  • Mentor, ung til ung.
  • Møde senere i skole.
  • Kvalificerede vikarer i skolen.
  • Afskaffelse af karakterer i skoler og på uddannelser.
  • Vikarer i folkeskolen.
  • Pålagt vaccination af børn under fem år.
  • Organdonation - at tage aktivt stilling til organdonation og automatisk registrering af organdonation.
  • Lov om cykelhjelme.
  • Aldersgrænsen og prisen for køb og salg af tobak skal sættes op.
  • Ulovliggørelse af tyggetobak.
  • Formindske fedme.
  • Depositum på lægebesøg.
  • Indtægtsbestemt betaling for tandlæge.
  • Bøder for udeblivelse af aftaler med sundhedsvæsenet.
  • Tilbydelse af arbejdsvisum og hurtig adgang til arbejdsmarkedet.
  • Gratis forbedret psykologhjælp til flygtninge.
  • Flygtninge skal have krav på uddannelse.
  • Afskaf indfødsretsprøven.
  • Vederlagsfri tolkehjælp til udsatte flygtninge.
  • Flygtninge skal have ret til gratis uddannelse (studievisum).
  • Lov om fingertryk og dna-tagning på nyfødte.
  • Sagsomkostninger i forbindelse med retssager skal indkomstreguleres.
  • Hårdere straf for at have hash på sig.
  • Psykisk rehabilitering af indsatte.
  • Skærpelse af straffen for voldtægt og seksuelt overgreb.
  • Straf mod grooming.

Kilde: ft.dk.

jornns /ritzau/

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:25

Emner: Skole

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]