Screendump

Screendump - Foto: https://www.ingenco2.dk/

Kommuner opgiver firma bag klimaprojekt i Kenya

Flere kommuner opsiger nu samarbejdet med Ingenco2.dk, som sælger klimakompensation, da der er opstået alvorlig tvivl om, at indsatsen nytter.

Udgivet: 15/01/2020

Del artiklen:

En stribe kommuner har de seneste år betalt tusinder af kroner for at kunne kalde deres hjemmesider CO2-neutrale.

Men nu dropper flere af kommunerne aftalen med virksomheden IngenCO2.dk, som har solgt klimakompensationen. Det skriver Politiken onsdag.

Det sker, efter at Politiken Søndag kunne fortælle, at indbyggere i flere kenyanske landsbyer stort set ikke har brugt de CO2-besparende lerkomfurer, som udgør en hjørnesten i klimakompensationen fra Ingenco2.

"Vi har købt en form for aflad i en anden del af verden. Når vi gør det, så skal vi være sikre på, at vi rent faktisk får en reduktion af CO2-udledningen. Der må vi sige, at jeres artikler sår alvorlig tvivl om, hvorvidt det faktisk også er det, der er sket", siger Steen Christiansen (S), som er borgmester i Albertslund Kommune, til Politiken.

Tre kommuner opsiger aftalen

Ingenco2 fungerer som en abonnementsordning, hvor mindst ni kommuner og over 2.500 andre kunder betaler for at klimaneutralisere deres hjemmesider. Det sker ved, at Ingenco2 køber såkaldte klimakreditter fra projekter, som skal reducere CO2-udledningen i lande som Kenya og Zimbabwe.

Albertslund Kommune har betalt i alt cirka 24.000 kroner til Ingenco2 siden 2012.

Også Sønderborg og Hillerød opsiger nu aftalen.

"Der er sået tvivl om nytten af IngenCO2, og for os er det vigtigt, at CO2-belastningen bliver mindre. Det kan vi nå ved andre midler, som vi selv har kontrol over", siger Hillerød-borgmester Kirsten Jensen (S).​​​​

Andre kommuner som Lyngby-Taarbæk og Fredensborg efterspørger nu en garanti og mere dokumentation fra Ingenco2.dk, for at kommunerne fortsat kan stemple deres hjemmesider som klimaneutrale.

Firmaet har bedt om en redegørelse

Om kundernes beslutning om at trække sig svarer Ingenco2’s direktør, Erik Sommer:

"Når pressen rykker hurtigt, kan det være svært at følge med", skriver han i en kommentar til Politiken og tilføjer, at selskabet har fået 'mange positive og interesserede tilkendegivelser fra deltagere'.

Kreditterne fra det kenyanske komfurprojekt er certificeret af Gold Standard, som længe har været en af de mest anerkendte standarder på markedet. Ingenco2.dk fastholder, at deres kunder fortsat kan kalde deres hjemmesider CO2-neutrale, da firmaet mener, at det har overkompenseret ved at købe flere kreditter, end det var nødvendigt.

Af en mail, som Ingenco2 har udsendt til bekymrede kunder, fremgår det dog, at firmaet nu har bedt om en redegørelse fra Gold Standard, skriver Politiken.

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:25

Emner: Klima

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]