
- Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Gassen er på vej ud af finanslovens velfærdsballon, mens den løfter sig i blitzlyset
Regeringens mål om at sætte velfærden først og give Danmark et løft er et spin, der møder berettiget kritik fra centrale interessenter, skriver redaktør Steen Houmark i en kommentar til finansloven.
Udgivet: 05/12/2019
Regeringen og forligspartierne kom glade ud af Finansministeriets tunge dør mandag. Her understregede finansminister Nicolai Wammen (S) indtil flere gange, at det her var et udtryk for, at man satte velfærden først og gav den et løft, om end vi ikke måtte forvente, at vi fik det hele med det samme.
Ser man på de efterfølgende kommentarer af finansloven fra interessenter på de store velfærdsområder, børn, ældre og handicappede, så opfattes finansloven ikke som et løft på den måde, regeringen og dens støttepartier kommunikerer det.
Det er et naturligt spin-forsøg, men undskyld, gassen går ud af ballonen så snart man kigger nærmere på indholdet.
Børnene fik minimumsnormeringer og det gav to minutters ekstra prædgogtid pr. barn
På børneområdet , hvor der siden foråret har været en græsrodsagtig bevægelse 'Hvor er der en voksen?', viser fakta, at der kun bliver cirka to minutters ekstra voksentid pr barn, når der ansættes de cirka 1.500-1.600 ekstra i daginstitutionerne, som finansloven leverer ressourcer til.
Talsmand for forældrebevægelsen Marie Blønd var tydeligvis ikke tilfreds med finanslovens resultat, når det gjaldt minimumsnormeringer.
”Det er et vigtigt skridt for vores børn, at der er kommet en lov. Når det så er sagt, så indikerer pengene, hvor vi er ambitionsmæssigt: Der er en vilje, men der er ikke en vej, for pengene mangler,” sagde Marie Blønd til TV2, da hun hørte hvordan regnestykket hang sammen.
De ældre blev stedmoderligt behandlet og fik ikke minimumsstandarder
På ældreområdet er Ældre Sagens direktør Bjarne Hastrup af den opfattelse, at børneområdet var blevet tilgodeset i finansloven for 2020 med minimumsnormeringer, mens regeringen og de øvrige partier bag aftalen til gengæld havde svigtet børnenes bedste- og oldeforældre.
”Det ryster os, at der i finansloven er så få konkrete initiativer, der hjælper svækkede ældre. Ældreområdet er blevet stedmoderligt behandlet, siger Bjarne Hastrup og fortsætter.
”Samtidig er der ikke lyttet til vores bøn om, at der kommer minimumsstandarder for hjemmehjælp og plejehjem.
Ældre Sagens direktør udtrykker altså ikke, at han kan se at velfærden blev sat først, eller for den sags skyld fik et løft.
I hans optik burde regeringen og forligspartierne have givet et løfte om minimumsstandarder på hjemmehjælp og plejehjem, således at der kunne blive mere ensartet service på tværs af de 98 kommuner.
Et ganske udmærket ønske, men næppe et ønske, der kan opfyldes, selv hvis regeringen havde givet et sådan.
Den seneste opgørelse fra STAR (Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering) viser, at der de sidste ni måneder har været en så stor mangel på arbejdskraft blandt social- og sundhedspersonale, at der har været over 11.000 forgæves rekrutteringer.
Det skal ses i det perspektiv af at vi ifølge FOA inden for de næste ti år forventes at mangle over 40.000 ansatte på dette område.
De handicappede fik et retskrav om overvågning af unge hjemmeboende, men pengene fulgte ikke med
På handicapområdet mener formanden for LEV Anni Sørensen, at den samlede prioritering af handicapområdet i finanslovsforliget fylder for lidt i forhold til det fokus, som handicapområdet havde i det folketingsvalg, som bragte regeringen til magten:
“Samlet set står vi dog tilbage med en temmelig beskeden prioritering af mennesker med handicap i denne finanslov. Det er for magert – og det stemmer ret dårligt med en folketingsvalgkamp, hvor hele tre af partierne bag forliget kom med positive handicapudspil,” sagde hun i tirsdags.
Regeringen har ellers med denne finanslov lovet, at unge handicappede hjemmeboende under 23 får ret til overvågning. Til det har regeringen afsat 30 millioner kroner i 2020.
Dækningsløs check sendes videre til kommunerne
30 millioner kroner kan virke som et stort tal, men hvis det skal fordeles på 98 kommuner, så har regeringen blot udskrevet en check, der ikke er dækning for i kommunerne.
Det fik formanden for Socialcheferne i Danmark, Helle Linnet, til at reagere med denne udtalelse i NB-Nyt:
“Det er sådan set fint nok, at man på Christiansborg fastsætter en ret for borgeren, men man skal ikke have forventning om, at alle hjemmeboende handicappede borgere nu kan få overvågning for de 300.000 kr., som hver kommune nu får tildelt i gennemsnit,”
Hermed pegede Helle Linnet ned i den centrale problemstilling, kommunerne hele tiden er udsat for, hvor kommunernes udgifter styres på stadig flere områder i form af lovbestemte rettigheder til borgerne, hvad enten det nu er minimumsnormeringer eller overvågning af hjemmeboende handicappede.
Samlet set sidder man tilbage med en fornemmelse af at gassen forsvandt ud af velfærdsballonen, mens den løftede sig i mediernes blitzlys, da regeringen kom ud af Finansministeriets tunge dør mandag aften med sit finanslovsforlig støttet af Enhedslisten, SF, Det Radikale Venstre og Alternativet.
Det er en mager omgang, hvis der er tale om et løft og møder derfor helt berettiget kritik fra centrale interessenter på velfærdsområdet.
Det ligger i kortene, at regeringen og dens støttepartier, naturligvis ikke kan efterkomme alle ønsker og i det perspektiv er det naturligvis godt at man har prioriteret psykiatrien, som har et kæmpe efterslæb.
Men ligefrem at sætte den samlede finanslov ind i en ramme, hvor man italesætter den som et løft af velfærde,n kan godt give nogle udfordringer på den lidt længere bane - ikke mindst i forhold til troværdighed.
Sidst opdateret: 27/03/2023 - 18:03
Temaer: Debat







































