
Mænd, som er vokset op med forældre i den laveste indkomstgruppe, er den eneste gruppe, hvor færre i dag uddanner sig, viser et nyt notat fra Tænketanken DEA. - Foto: Dennis Lehmann / Ritzau Scanpix
Piger fra lavindkomstfamilier bryder den sociale arv
Langt færre piger ender i dag som ufaglærte, når de rammer 35-årsalderen, end for 15 år siden. Men for drenge og mænd er antallet næsten det samme.
Udgivet: 10/09/2019
Mænd fra de fattigste familier i Danmark er den eneste gruppe, hvor der i dag ikke er flere, der tager en uddannelse sammenlignet med for 15 år siden.
Det viser beregninger fra Tænketanken DEA, offentliggjort i et nyt notat om uddannelsesmobiliteten i Danmark, skriver Information. Beregningerne går på ændringen i antallet af ufaglærte 35-årige fra 2001 til 2015 opdelt efter deres forældres indkomstniveau, mens de var børn.
“Da vi lavede analysen, var vi jo godt klar over, at der var sket et uddannelsesløft over de 15 år. Unge bliver mere og bedre uddannet. Derfor overraskede det mig, at der er en gruppe, hvor der ikke er sket nogen forbedring,” siger cheføkonom i Tænketanken DEA, Kristian Thor Jakobsen, som er medforfatter på notatet.
Til trods for at markant flere generelt uddanner sig, er andelen af ufaglærte således steget med ca. to procent fra 2001 til 2015 med uddannelsesniveauet for mænd, der er vokset op i den laveste indkomstgruppe. Det er nærmest en stagnering – og det er netop det bemærkelsesværdige. For alle andre grupper er der en betydeligt større andel, der har taget en uddannelse end 15 år tidligere – det gælder således også for de kvinder, som er vokset op i den laveste indkomstgruppe. For dem er andelen af ufaglærte faldet med ca. 21 procent.
“Her må man i uddannelsessystemet spørge sig selv: Hvordan kan det være, at man på den ene side er blevet bedre til at fange alle piger, selv i lavindkomstgruppen, men altså ikke har formået at fange gruppen af drenge med forældre i den laveste indkomstgruppe?” siger Kristian Thor Jakobsen.
Kvinderne har uddannet sig i højere grad end mænd
Jens-Peter Thomsen, som er seniorforsker ved det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd, VIVE, forklarer, at kvinder gennem de seneste 20-25 år har uddannet sig mere, mens mændene ikke i lige så høj grad er fulgt med.
“Man kan jo spekulere meget over, hvordan det kan være. Dels ligger der noget i en form for socialisering, piger bliver nok generelt opdraget på en lidt anden måde, end drenge gør. Drenge bliver måske overladt mere til sig selv. Af piger forventer man i højere grad, at de kan passe lidt på deres mindre søskende og tage opvasken. For nu at sige det meget firkantet,” siger Jens-Peter Thomsen.
Han tilføjer, at det er, når man kigger på den laveste indkomstgruppe, at man virkelig kan se forskel på kønnene.
Han forklarer, at det giver pigerne nogle kompetencer, de kan bruge i uddannelsessystemet, som drengene ikke har. Samtidig fortæller han, at det måske altid har været sådan, at denne gruppe har haft det sværere i uddannelsessystemet, men at man ikke har kunnet se det så tydeligt, fordi det i højere grad var forbeholdt drenge at uddanne sig. Efter pigerne og kvinderne har gjort deres indtog i uddannelsessystemet, er det blevet tydeligere, hvilke problemer drengene står med – som de ifølge ham måske altid har haft.
“Hvis man går længere tilbage, klarede man sig o.k. uden en uddannelse, det gør man ikke rigtigt længere. Piger tænker i højere grad end drenge, at de har brug for en uddannelse,” siger Jens-Peter Thomsen.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:23
Emner: Uddannelse








































