
De nuværende forhold betyder i følge borgmesterne, at de som kommuner kan være "tvunget" til at øge parkeringsafgifterne, fordi de har brug for pengene til klimaforbedringer. - Foto: Celina Dahl / Ritzau Scanpix
Borgmestres trussel om øgede parkeringsafgifter skyldes ringe kommunal prioritering
Regering bør rulle lov om parkeringsindtægter tilbage, opfordrer en række borgmestre i debatindlæg, men den udmelding giver FDM ikke meget for.
Udgivet: 09/09/2019
En lov indført sidste år volder problemer ude i kommunerne.
Loven gør, at kommunerne skal aflevere 70 procent af deres parkeringsindtægter til staten, og nu sender en række borgmestre en opfordring til den nye regering om at rulle loven tilbage.
Opfordringen kommer fra Simon Aggesen (K), borgmester i Frederiksberg Kommune, Jacob Bundsgaard (S), borgmester i Aarhus Kommune, Frank Jensen (S), overborgmester i Københavns Kommune, Thomas Kastrup-Larsen (S), borgmester i Aalborg Kommune, og Kenneth Muhs (V), Nyborg Kommune.
I et debatindlæg i Berlingske opremser de problemerne, som de ser ved loven.
– For det første har loven stort set fjernet kommunernes mulighed for at tilbageføre parkeringsindtægter til borgerne i form af parkerings- og klimaforbedringer. Det kunne vi med den gamle ordning.
– For det andet har loven givet kommunerne et incitament til at sætte parkeringsindtægterne op og investere mindre i parkerings- og klimaforbedringer. Nu skal vi aflevere 70 procent af indtægterne til staten, skriver borgmestrene.
De nuværende forhold betyder ifølge borgmestrene, at de som kommuner kan være “tvunget til” at øge deres parkeringsindtægter “markant”, fordi de har brug for pengene til parkerings- og klimaforbedringer.
Med loven har staten gjort parkeringsindtægter til en “pengemaskine”, lyder kritikken fra borgmestrene der opfordrer regeringen til at tage et nyt kig på loven.
FDM: Kommunerne må prioritere bedre
Men spørgsmålet er hvem parkeringsøkonomien er en pengemaskine for?
Kommunerne må blive bedre til at prioritere deres økonomi, hvis de mener, at de ikke modtager nok penge til at investere i blandt andet parkeringspladser.
Sådan lyder det fra bilejernes interesseorganisation, FDM, som ikke giver meget for borgmestrenes udmelding
– Man må ikke opkræve penge fra trafikanter ved parkering til økonomiske formål. Det er en kommunal opgave på linje med at sætte penge af til skoler og pleje af ældre, siger afdelingschef Torben Lund Kudsk fra FDM.
Han nævner, at der er en grund til, at kommunerne netop får hele 30 procent af indtægterne. En undersøgelse fra Indenrigsministeriet har nemlig vist, at kommunerne historisk har brugt 30 procent af deres parkeringsindtægter til kontrol af parkering og til at lave parkeringspladser.
– Det er derfor, de har fået lov til at beholde 30 procent.
– At nogle kommuner så har brugt penge på alt muligt andet, det var netop årsagen til, at den seneste regering greb ind og lavede det her lovforslag, siger Torben Lund Kudsk.
/hou/ritzau/
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:23









































