Vi har i Danmark en meget stram budgetlov, måske den strammeste tolkning af EU-direktivet eller finanspagten som den kaldes. Det spiller sammen med en lang række generelle tendenser, som jeg lige ganske kort skitserer her.

Alle taler om den demografiske udvikling med flere ældre og et stigende børnetal og færre i den arbejdsdygtige alder. Det præger også situationen i Albertslund Kommune, men herud over har vi en befolkning med en lavere arbejdsfrekvens end regionen og landsgennemsnittet, qua en række sociale udfordringer, der bl.a. hænger sammen med vores meget høje andel af almene lejeboliger og en befolkning med forholdsvist kortere uddannelser i gennemsnit.

På førtidspensionsområdet er vi som kommune kraftigt ramt af den stigende medfinansiering, der betyder at kommunerne fra 1. januar selv skal betale 80 % af ydelsen mod 60 % i dag. Samtidig er situationen den at vi kan forvente at antallet af førtidspensionister nu vil stige i konsekvens af, at de mange ressource afprøvningsforløb, der blev indført med reformen i 2015, er færdige. Det betyder, at mange borgere helt naturligt vil få tilkendt en førtidspension.

På det sociale område er næsten alle kommuner pressede ikke mindst fordi der sker en markedsgørelse af området i disse år. Vores tilsyn har helt rimeligt fjernet en række private tilbud de senere år og jeg tror kvaliteten er steget som følge af det. Men samtidigt er der færre ”spillere” på markedet og eftersom man gerne må lave overskud på de private tilbud, så stiger priserne markant som på alle andre varer hvor udbuddet falder. Det er en af grundene til at vi ser en samlet stigning i omegnen af en milliard på det sociale voksenområde på landsplan på.

Vi, ude kommunerne, går nu og venter spændt på aftalen mellem KL og regeringen og hvad den pålægger kommuner af nye opgaver. Personligt frygter jeg for tempoet og omfanget af ‘Det nære sundhedsvæsen’, hvor vi i forvejen er ramt af en stigende medfinansiering.

”Det nære sundhedsvæsen” er sådan et positivt begreb, men dækker over at kommuner skal varetage opgaver de kun delvist får finansieret og i mange tilfælde ikke har tilstrækkeligt faglig kapacitet til at løfte. Sidste år tog man skridt i retning af at flytte psykiatrien ud i kommunerne.  Her må jeg sige, Albertslund har ikke størrelsen til at levere faglig kvalitet indenfor hele det psykiatriske diagnosefelt.

Ser vi på somatikken er der en tendens til at sende patienter hjem før de egentligt er færdigt behandlet, det er jo helt katastrofalt hvis dette gentager sig på psykiatrien.

Jeg er stor tilhænger af at vi skal tage os af vores borgere lokalt, men det skal være fagligt forsvarligt og der skal følge midler med så vi kan varetage opgaven uden at udhule alt det vi ellers også skal tage vare på i kommunerne.

Landspolitikere har stor lyst til, på tværs af partier at sætte fælles standarder mellem kommuner og lover løft både det ene og det andet sted i vores nære velfærd. Det er som regel fornuftige tiltag, der loves, men det begrænser vores handlemuligheder ude i kommunerne og stiller spørgsmål ved lokaldemokratiets handlefrihed og ret til at være forskellige.

De centrale løfter og indgreb er særligt et problem, hvis der ikke følger tilstrækkelige midler med de løfter landspolitikerne lover borgerne ude i kommunerne.

Jeg kunne godt ønske mig nogle landspolitikere som indimellem sagde fra og helt åbent gik ind i en prioriteringsdebat, hvor de sagde “Dette kan vi desværre ikke love jer, medmindre vi skal fjerne det eller prioritere det”.

Ude i kommunerne står vi lokalpolitikere med velfærdens frontpersonale, som er dygtigt trænet i ikke bare at love en masse, men faktisk sige fra, og prioritere i dagligdagen for at få dagligdagen til at hænge sammen.

Vi har brug for en prioriteringsdebat af hvad vores velfærd skal. Om så vi havde 300 % i skat ville vi ikke kunne tilbyde alt det som lægemiddel og sundhedsindustrien producerer af løsninger i disse år. Det er så hulens dyrt at ‘nogen’ skal sige fra og iværksætte en forventningsafstemning med borgerne rundt om i landet. Her er vi lokalpolitikere klar til at tage vores dont, men det kræver at dem på borgen, lytter, prioriterer og går fornuftigt foran uden at komme for langt frem så de detaljestyre den kommunale velfærd.