Selvom Vestforbrænding lover borgerne, at cirka 75 procent af plastaffaldet fra husholdningen genanvendes, er den reelle genanvendelsesprocent så lav som 31 procent.

Selvom Vestforbrænding lover borgerne, at cirka 75 procent af plastaffaldet fra husholdningen genanvendes, er den reelle genanvendelsesprocent så lav som 31 procent. - Foto: Linda Kastrup / Ritzau Scanpix

Affaldsselskab brugte forkerte tal om genanvendelse

Løftet hed 75 procent, men interne e-mails fra Vestforbrænding viser, at blot 31 procent af københavnernes plastaffald med garanti genanvendes. Hverken borgere eller selskabets ejere har fået besked.

Udgivet: 23/08/2019

Jørn Sørensen

Journalist

Del artiklen:

Gennem flere år har Vestforbrænding lovet at genanvende mindst 75 procent af borgernes plastaffald – et tal, som kritikere har kaldt helt urealistisk. Nu afslører interne e-mails og dokumenter fra Danmarks største affaldsselskab, som Ingeniøren har fået aktindsigt i, at kritikerne har haft ret.

Ifølge en kommunikationsplan fra 2. juli estimerer Vestforbrænding den faktiske genanvendelsesprocent for plast til at være 30 procent. Og i flere interne e-mails beskriver direktør Peter Basland risikoen for, at under en tredjedel af københavnernes plastaffald bliver til nye produkter.

“Umiddelbart ser det ud til, at vi (…) kun kan bekræfte en reel genanvendelse på ca. 31 procent i 2018!” skriver Peter Basland til bestyrelsesformand Ole Bondo Christensen 1. juli efter at have læst en tilsynsrapport fra det tyske anlæg, der i dag sorterer husholdningsplasten fra hovedstadsområdet.

Fastholdt udsagn om forkert genanvendelsprocent

To uger tidligere havde Vestforbrænding afblæst en netop indgået aftale med det danske firma HCS om at overtage opgaven. Aftalen skulle være trådt i kraft 1. januar 2020.

“Jeg kan ikke skrive under på en aftale, hvis vi risikerer at brænde næsten 8 kilo plast hver gang en husstand, der har meldt sig ind i klimakampen, har udsorteret 10 kilo til genanvendelse!” skrev Peter Basland til sin chefjurist og sin udviklingschef 9. juni.

Men på trods af den interne klarhed om den reelle genanvendelsesprocent har Vestforbrænding i flere omgange fastholdt, at 75 procent af plastaffaldet blev genanvendt. Og selv da selskabet 9. juli udsendte en pressemeddelelse om den manglende dokumentation for den høje genanvendelse, beskrev selskabet over for Ingeniøren forskellen som “småting”.

Erkender alvorlig fejl

Oplysningen om en genanvendelsesprocent på så lidt som 31 har affaldsselskabet endnu ikke videregivet til borgerne og sine 19 ejerkommuner. Men direktør Peter Basland erkender i en e-mail til Ingeniøren 19. august, at Vestforbrænding har begået en alvorlig fejl, når de tidligere ikke har skelnet mellem den teoretiske og den faktiske genanvendelse.

Anne Aittomaki, som er strategisk direktør i miljøorganisationen Plastic Change, er chokeret over, at genanvendelsen risikerer at være så lav:

“Hvordan er de gået fra de 75 procent, de i længere tid har stået ved, til lige pludselig at sige, at tallet måske er helt nede på 31 procent? Jeg er overrasket over, at de først har den indsigt nu,” siger hun til Ingeniøren.

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:22

Emner: Klima, Styring

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]