Formand for Det Økonomiske Råd Michael Svarer: Vores råd er at  nedsætte den aftalte pensionskommission, frem for at lave noget hurtigt (

Formand for Det Økonomiske Råd Michael Svarer: Vores råd er at nedsætte den aftalte pensionskommission, frem for at lave noget hurtigt ( - Foto: Martin Sylvest/Scanpix Ritzau Scanpix 2018)

Vismand: S bør vente med at indføre tidlig folkepension

S-regering bør ifølge overvismanden afvente kommission, før der indføres en ret til tidlig folkepension.

Udgivet: 21/06/2019

Del artiklen:

Midt i de tilspidsede regeringsforhandlinger advarer den økonomiske overvismand mod, at en ny regering med S-formand Mette Frederiksen i spidsen leverer med det samme på sit store løfte til danskerne om at indføre en tidlig folkepension. Det skriver Jyllands-Posten.

I stedet bør hun ifølge vismanden afvente den pensionskommission, som VLAK-regeringen, Dansk Folkeparti og De Radikale aftalte at nedsætte før valget, og som skal komme med sine anbefalinger senest i 2021, altså halvvejs igennem den valgperiode, der netop er gået i gang.

»Vores råd er at følge den aftale og nedsætte pensionskommissionen, der grundigt kan belyse fordele og ulemper frem for at lave noget hurtigt. Ellers risikerer man at indføre en model, der ikke adresserer det reelle problem,« siger Michael Svarer, formand for Det Økonomiske Råd, til Jyllands-Posten.

Vismand: Vær påpasselig med at ændre pensionsreglerne, der skal ikke meget til før det ændre grundformen i dansk økonomi

I rådets nye rapport om dansk økonomi noteres det, at der er »betydelig usikkerhed«, om den stigende pensionsalder giver de mange milliarder, der ventes at komme i statskassen i de kommende år. Af samme årsag skal Folketinget ifølge Michael Svarer være påpasseligt med at ændre pensionsreglerne uden et grundigt forarbejde.

»Der skal ikke særlig meget til, før det rykker på grundformen i dansk økonomi,« siger han.

S har foreslået at bruge 3 mia. kr. på en ret til en tidlig folkepension – f.eks. så de, der har været over 40 år på arbejdsmarkedet, kan trække sig to-tre år tidligere tilbage. Men mærkesagen er stødt på store problemer efter valget, hvor De Radikale sammen med de borgerlige partier kan mønstre et flertal imod den socialdemokratiske plan.

De Radikale: Fornuftigt at lytte til vismændene

Gruppenæstformand Sofie Carsten Nielsen (R) står fast på aftalen med de borgerlige partier og kalder det »fornuftigt at lytte til vismændene«.

»Helt grundlæggende handler det om økonomisk ansvarlighed,« siger hun til Jyllands-Posten.

S-formand Mette Frederiksen konstaterer, at modstanden mod hendes pensionsplan »ikke ændrer på vores ønske om at fremme, at nedslidte skal have en mere værdig tilbagetrækning«.

Adspurgt om, hvordan hun vil overvinde et flertal i Folketinget, svarer hun:

»Vi er slet ikke der endnu, hvor vi begynder at kigge på flertal i Folketinget, for vi har ikke en regering endnu.«

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:21

Emner: Pension, Velfærd

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]