
Analyse: Regeringen vil sætte Dansk Folkeparti under maksimalt pres
Analyse: Regeringen vil forsøge at sætte Dansk Folkeparti under maksimalt pres. Enten skal partiet bøje sig, eller også skal det stå med ansvaret for, at regeringen indgik en aftale med Socialdemokratiet. Læs her om baggrunden for konflikten her.
Udgivet: 11/04/2018
Analyse af Arne Ullum, [email protected]
Krisen mellem regeringen og Dansk Folkeparti om en ændring af den kommunale udligning er nået et niveau, hvor mere og mere peger i retning af et muligt forlig mellem regeringen og Socialdemokratiet med eventuel radikale deltagelse.
Årsagen skal findes i den krise, som er opstået i forhandlingerne mellem regeringen og Dansk Folkeparti, som angiveligt brød ud søndag aften, da Dansk Folkeparti afviste store dele af regeringens forslag.
Kernen handler om politisk uenighed
Stridens substantielle kerne er, at Dansk Folkeparti ikke vil acceptere, at hovedstadskommunerne skal have en delvis kompensation for det tab, som de lider når man reviderer data for udlændinges uddannelse og udgiftsniveauet i udlændingeudligningen. De to ændringer vil tilsammen koste hovedstadskommunerne over en milliard kroner.
Dansk Folkepartis enkle logik er, sådan lidt forenklet sagt, at hovedstadskommunerne har fået pengene ekstra på grund af fejl, og derfor skal de ikke kompenseres for at miste dem, men blot være glade for de mange år, hvor de har fået for meget.
Regeringen har efter ikke mindst konservativt pres krævet kompensation til hovedstadskommunerne, så det samlede resultat bliver et mindre tab for hovedstaden. Derfor har regeringen lagt en række forslag oveni hovedmodellen fra Finansieringsudvalget, den såkaldte model 3, som skal hjælpe hovedstadskommunerne.
Det drejer sig især om mindre udligning til provinskommuner med højt strukturelt underskud, mindre udligning af selskabsskat og en lavere grænse for, hvor meget de velhavende hovedstadskommuner skal af med af den sidste skattekrone.
Der ud over har det skabt mudder i forhandlingerne, at udkantskommunene har påvist, at de vil lide et stort tab på grund af mindre tilskud til kommuner med faldende folketal. På grund teknisk komplicerede forhold er udkantskommunernes tab i de kommende år ikke synligt i de tabeller, som offentligheden har over effekten på kommunenievau af forslagene fra Finansieringsudvalget. (Se særskilt boks nederst i artiklen).
Regeringen og Dansk Folkeparti står langt fra hinanden
Slutfacit er, at Dansk Folkeparti og regeringen står meget langt fra hinanden på substansen. Og værre endnu for regeringen, så trækker spliden spor dybt i regeringskontorene. Mens det for de konservative er afgørende at sikre partiets konservativt ledede kommuner mod en stor ekstraregning for udligning, så har Venstre profileret sig stærkt på en politisk om bedre balance mellem hovestaden og provinsen.
Venstre frygter, at Dansk Folkeparti vil få masser af medvind i provinsen, hvis partiet får monopol på at stå som de eneste sande forkæmpere for balance mellem landsdelene.
Derfor vil en væsentlig del af det politiske spil i de kommende dage fokusere på, at enten skal Dansk Folkeparti presses til at indgå en aftale, som De Konservative kan leve med. Eller også skal det stå så klart som muligt, at Dansk Folkeparti har eneansvaret for et sammenbrud.
Dansk Folkeparti har inden starten på forhandlingerne meldt så klart ud med et krav om, at provinsen skal have flere penge, at det næppe er sandsynligt, at partiet bøjer afgørende af.
Derfor stiger sandsynligheden for et forlig mellem regeringen og Socialdemokratiet. Et godt bud kunne være model 3 i Finansieringsudvalgets rapport suppleret med meget lange overgangsordninger, som muligvis finansieres af nye penge fra staten.
Men alt er usikkert. Regeringen har dårlige erfaringer med konflikter med det parlamentariske grundlag i Dansk Folkeparti. Og især på et område, som har en direkte relation til den velfærd, som kan afgøre et kommende folketingsvalg i provinsen.
Så måske er intet afgjort, før Kristian Thulesen Dahl har drukket kaffe i Statsministeriet med Lars Løkke. I den sammenhæng skal man ikke glemme, at netop de to egenhændigt en februaraften i 2006 skruede et forlig om udligningen sammen – efter sigende over en god bøf på den københavnske restaurant Rio Bravo.
Derfor skaber puljen om faldende folketal problemer
Forenklet sagt har kommuner med faldende folketal hidtil delt en pulje på cirka 2,1 milliarder kroner i forhold til deres andel af den samlede befolkningstilbagegang i de pågældende udkantskommuner.
Ordningen er teknisk set noget bras, fordi den medfører et stigende tilskud pr. mistet borger i drastisk i takt med at befolkningstilbagegangen bliver mindre. Teoertisk set kunne en enkelt kommune med at få alle 2,1 milliarder kroner, hvis den kommune var den eneste med befolkningstilbagegang.
Ordningen overlevede på trods af dens tekniske svagheder ved den seneste omlægning i 2012, fordi ordningen fordelte penge til en række udkantskommuner, som ifølge analyser havde et behov.
Finansieringsudvalget har foreslået at ændre ordningen, så kommunerne i fremtiden får cirka 93.000 kroner pr. mistet borger, hvilket er stort set det samme som kommunerne har fået i år.
Problemet for udkantskommunerne er, at de mister tocifrede millionbeløb, fordi antallet af mistede borgere falder. Udregninger fra Hjørring kommune har vist, at alene de nordjyske udkantskommuner i 2019 vil miste over 200 millioner kroner i 2019.
Balladen kommer tabene ikke er regnet med ind de skematiske oversigter over effekten af de forskellige modeller til ændret udligning. Det skyldes at Finansieringsudvalget har valgt en metode for udregningen af effekterne for de enkelte kommuner, som skjuler effekten af det mindre tilskud for faldende folketal, fordi alle tal er beregnet ud fra såkaldte statiske 2018-tal. Dermed er det mindre fald i folketallet i de kommende år ikke indregnet.
Ministeriet har foreløbigt nægtet at udlevere beregningerne af, præcist hvor meget udkantskommunerne reelt kan se frem til at miste, når de allerede 30. juni får deres tilskudsbeløb for 2019 og beregner de forventede tilskud i 2020 og 2021.
De aktuelle folketal indikerer, at udkantskommunerne i løbet af år vil miste omkring 1,5 milliarder kroner – som altså ikke fremgår af de officielle tabeller. En mindre del af det tab vil dog blive modregnet af større tilskud i de såkaldte aldersbestemte kriterier, men her fordeles pengene blandt alle kommuner.
For dansk Folkeparti – og til dels Venstre – er det et mareridt at indgå et forlig om udligning nu, som allerede til juni bliver afsløret som en uventet kæmpebet for netop de udkantskommuner, som partiet er så optaget af.
Konflikten med regeringen skærpes yderligere af, at aftaleudkastet indeholder en passus om, at det særlig finansieringstilskud skal afskaffes som led i et forlig. Det vil alene koste de 50 fattigste kommuner et godt stykke over to milliarder kroner.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:18
Temaer: Udligning













































