Af Arne Ullum, [email protected]

Politikerne bad i 2015 embedsmændene i det særlige Finansieringsudvalg under Økonomi- og Indenrigsministeriet finde en ny model for udligning, som skulle tage højde for, at kommunerne har overtaget hele beskæftigelsesområdet og nu får refusion for en meget mindre del af udgifterne fra staten.

Det skulle være så nemt, fordi der egentligt var lagt op til, at ændringerne ikke skulle flytte penge mellem kommunerne. Og en rapport fra Finansieringsudvalget viste også, at den del af opgaven med at indarbejde beskæftigelsestilskuddet var ret nemt.

Godt nok udskød politikerne i 2017 arbejdet et år, fordi udvalget også skulle vurdere afledte effekter af den nye boligbeskatning, men det har foreløbigt også skabt meget få problemer.

To udlændingespørgsmål skaber problemer

Hele balladen om den kommunale udligning skyldes derimod to forhold på udlændingeområdet.

Det ene spørgsmål handler om, hvor mange penge kommunerne bruger på indvandrere, og dermed hvor mange penge kommuner med mange indvandrere skal have fra kommuner med få indvandrere.

Allerede i 2014 under den daværende SR-regering udarbejdede Finansieringsudvalget en rapport, som viste at udgifterne hidtil havde været sat dobbelt så højt, som de skulle have været. Med andre ord havde kommuner med mange indvandrere fået alt for mange penge fra kommuner med få indvandrere.

Allerede i 2014 konkluderede daværende økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R), at den fejl skulle rettes, så snart det var muligt og hensigtsmæssigt. Men den radikale leder sagde også:

”Der vil være virkninger for de enkelte grupper af kommuner og derfor bør ændringerne ske sammen med en fremtidig justering af udligningssystemet, hvor der kan tages højde for det.”

Her lægger Margrethe Vestager altså op til, at de kommuner som ville tabe på en omlægning skulle kompenseres på andre måder.

Det andet udlændingespørgsmål handler om statistikken for indvandreres uddannelse. Tilbage i 2006 stoppede Danmarks Statistik med at registrere, hvilket uddannelse indvandrere bragte med til Danmark.

Det betød helt enkelt, at især en række velhavende kommuner begyndte at modtage ekstra social udligning, fordi selv højtuddannede forskere fra tredjeverdenslande optrådte i statistikken som ufaglærte.

En analyse fra Dataproces viste i efteråret, at de mangelfulde statistikker har flyttet store beløb fra land- og udkantskommuner til især de rigeste hovedstadskommuner.

Finansieringsudvalget lægger kun op til begrænset kompensation

Da Finansieringsudvalget fremlagde sine modeller i februar lagde rapporten op til, at der skulle ske en såkaldt revision på de to områder med kun begrænset kompensation til hovedstadskommunerne, som derfor stod til at tabe et relativt stort beløb på en ændret udligning.

Herefter gik det afgørende slagsmål i gang.

Provinskommunerne fastholdte, at der var tale om fejl, og at hovedstadskommunerne bare skulle glæde sig over at have fået for mange penge i mange år, men naturligvis ikke kunne forvente at få kompensation for at miste nogle penge, som de uretmæssigt havde fået i mange år.

Modsat fastholdt hovedstadskommunerne, at analysen fra SR-regeringens dage er alt for usikker, ligesom det nye datagrundlag for udlændinges uddannelse også er så usikkert, at man ikke kan begynde at flytte hundredevis af millioner kroner fra hovedstaden til provinsen af den grund.

DF afviser regeringens plan

Den strid har foreløbigt låst forhandlingerne om udligning fast. De konservative og Liberal Alliance holder med hovedstaden, og har derfor fået overtalt regeringspartneren i Venstre til at støtte et forslag, hvor regeringen ændrede på en række andre kriterier i udligningen, som skulle øge kompensationen til hovedstadskommunerne for deres tab. Pengene ville primært komme fra de små land- og yderkommuner.

Det drejer sig om:

• En yderligere reduktion af tilskuddet til kommuner med faldende folketal. Tal fra eksperterne hos analysefirmaet viser, at regeringens forslag alene på det område ville koste land- og yderkommunerne omkring en milliard ekstra.
• Mindre udligning af selskabsskat, som typisk ville koste de små landkommuner 3-8 millioner kroner pr. kommune. Til gengæld ville regeringen angiveligt også indføre udligning af dækningsafgift, hvilket vil medvirke tabet for en del kommuner.
• Reduktion i udligning til provinskommuner med højt strukturelt underskud. I dag får provinskommunerne 32 procent udligning af den del af deres strukturelle underskud, som er større end 95 procent af landsgennemsnittet. Finansieringsudvalget lagde op til at hæve den grænse til 105 procent kombineret med en udligningsproces på 33 procent. Regeringen har i sit forslag valgt at hæve grænsen til yderligere 110.000 kroner, og det koster eks. Lolland Kommune knapt fem millioner kroner om året.
• Regeringen ville hæve grænsen for såkaldt overudligning fra i dag 93 procent til 92 procent, hvilket især betyder at de rige hovedstadskommuner kan beholde en større del af ekstra skatteindtægter som følge af stigende indtægter.
• Endeligt vil regeringen fjerne det såkaldte finansieringstilskud på 3,5 milliarder kroner. Formelt er det ikke en de af udligningssystemet, men reelt fordeles to milliarder efter samme principper, som optræder i udligningsysstemet. En fjernelse af tilskuddet vil derfor koste især yder- og landkommunerne dyrt.

Men den plan fra regeringen hældte Dansk Folkeparti ifølge centralt placerede kilder ned at brættet søndag aften. Partiet kræver en aftale, som sikrer øget økonomisk balance imellem by og land.

Strid om balancen mellem hovedstad og provins

Alle de tekniske detaljer summer op til et spørgsmål om hvor stor forskel, der må være på den service, som rige og fattige kommuner kan tilbyde deres borgere.

Ifølge den hidtidige praksis skal kommunerne kunne tilbyde nogenlunde ens service selv om borgerne tjener meget forskelligt og dermed sikrer kommunerne meget forskellige indtægter fra kommuneskatten.

Groft sagt udlignes der i dag omkring 80 procent af forskellene for provinskommuner og halvfems procent for hovedstadskommunerne.

Vil man øge ligheden, så skal man forøge betalingen fra hovedstaden til provinsen. Vil man omvendt begrænse udligningen fra hovestaden til provinsen, så stiger uligheden mellem kommunerne.

Den kommunale udligning tager alene hensyn til forskel i kommunernes indtægter og udgifter, mens leveomkostningerne i de forskellige dele af Danmark ikke indgår i regnestykket. Så derfor siger den kommunale udligning – til hovedstadskommunernes fortrydelse – intet om de enkelte borgere rådighedsbeløb efter skat og husleje.