Forlig om udligning bliver udskudt til efter påske

Forhandlingerne om en ændring af den kommunale udligning kører så langsomt, at der tidligst kommer et forlig efter påske, oplyser flere kilder til NB-Økonomi. Se hvilke centrale forslag, som ligger på forhandlernes bord her.

Udgivet: 20/03/2018

Arne Ullum

chefredaktør for NB-Medier

Del artiklen:

Af Arne Ullum, [email protected]

Ordførerne er blevet bedt om at holde mandag og tirsdag i næste uge fri til forhandlinger om en ændring af kommunal udligning. Oprindeligt skulle dagene have været brugt til de afsluttende forhandlinger, men tidsplanen er skredet så meget, at der ifølge flere kilder tæt på forhandlingerne tidligst kommer et forlig i starten af april og mere realistisk midt i april.

Kilder med indsigt i forhandlingerne oplyser til NB-Økonomi, at forhandlingerne fortsat er i den afklarende fase, hvor partierne stiller spørgsmål og venter på svar. Stemningen betegnes som god, men det kan også skyldes, at man end ikke er kommet i gang med de store knaster.

Et andet sikkert tegn på, at regeringen ikke er tæt på en aftale er, at hverken Socialdemokratiet eller Dansk Folkeparti har sendt deres helt tunge politikere på banen. Det var ventet, at Henrik Sass Larsen og Christian Thulesen Dahl ville træde ind i forhandlingerne, men det er ikke sket endnu.

Udgangspunktet er forstsat regeringens forslag

Der forhandles efter det oplyste med udgangspunkt i regeringens forslag, som grundlæggende er en mellemting mellem model 3 og 5 i de oprindelige forslag fra Finansieringsudvalget.

Læs også:Regeringen klar med udligningsudspil, som imødekommer hovedstadskommunerne

Forslaget vil flytte penge fra især hovedstaden og en række større bykommuner til land- og yderkommunerne. Men beløbet som flyttes er mindre end summen af det, som land- og yderkommunerne skulle have haft, hvis de skulle have fuld kompensation for revisionen af data for udlændinges uddannelse og udgiftsniveauet i den særlige udlændingeudligning.

Både regeringen og DF afviser S-krav om 1,5 milliard ekstra

Regeringens chefforhandler er økonomi-og indenrigsminister Simon Emil-Ammitzbøll-Billle (LA). Han er grundlæggede blevet mødt med to forskellige krav fra Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti. Socialdemokratiet vil have 1,5 milliard kroner nye statskroner ind i systemet, så smerten for især vestegnen og de store bykommuner kan lindres. Det forslag er ret bastant afvist af både regeringen og Dansk Folkeparti, som fastholder at det er et nulsums-spil.

Læs også:S-formand bekræfter krav om flere penge til kommuner i udligningsforhandlinger

Regeringen og Dansk Folkeparti har formentligt to forskellige politiske begrundelser for at sige nej. For regeringen handler det dels om at holde væksten i de offentlige udgifter i ro, dels om ikke at hælde endnu mere økonomisk benzin på højkonjunkturen, som ifølge flere og flere indikatorer er tæt på at blive overophedet.

Dansk Folkeparti ønsker reelt flere penge til kommunerne og har ikke samme bekymring for konjunkturpolitikken. Til gengæld har partiet ingen – som i absolut ingen – politisk interesse i at give kommunerne ekstra penge som led i et bredt forlig om udligningen.

Det vil nemlig betyde, at der ikke er noget at dele ud af til efterårets finanslovsforhandlinger, der traditionelt er Dansk Folkepartis store scene. Her kan Dansk Folkeparti meget tydeligt vise vælgerne, at partiet sikrer flere penge til mærkesagerne.

Socialdemokratiets svære valg

Socialdemokratiet sidder derfor tilbage i en svær forhandlingsposition. Skal partiet vælge at indgå en aftale, selv om de reelt ikke får nogen indrømmelser. Eller skal partiet holde fanen højt og forlade forhandlingerne. Der er umiddelbart stærke argumenter for begge dele, og flere kilder siger, at partiets ledelse angiveligt endnu ikke har truffet en beslutning. Det ses også på, at partiets kommunalordfører Magnus Heunicke under forhandlingerne hele tiden stiller nye spørgsmål og understreger vigtigheden af, at forhandlerne er grundige.

Læs også:Analyse: Socialdemokratiet er klemt i udligningsforhandlinger

Tvivlen i Socialdemokratiet skyldes angiveligt, at der er gode grunde til både at gå med i en aftale og til at lade være. Hvis Socialdemokratiet går med i en aftale kan de virke som modvægt til Dansk Folkeparti, der vil flytte endnu flere penge vægt fra mange af de socialdemokratiske højborge. Der ud over vil partiet undgå kritik ved kommende valgmøder i provinsen, hvor Dansk Folkeparti vil elske at udstille Socialdemokratiet som et parti, der var ligeglade med provinsen og alene forsøgte at beskytte hovedstadskommunerne.

Endeligt vil en bred aftale sikre Mette Frederiksen mod, at et krav om endnu en ændring af udligningssystemet lander på hendes statsministerbord allerede i første valgperiode. Mette Frederiksen menes desuden at være optaget af, at hendes statsministerimage vil have bedst af at være med i de store brede politiske aftaler på samme måde, som partiet var med i aftalen om boligskat.

Modsat tæller, at Socialdemokratiet næppe får mange synlige sejre i forhandlingerne, og dermed vil blive udsat for en harsk kritik fra Vestegnen, København og en række store socialdemokratiske bykommuner. Kritik fra stærke borgmestre som Frank Jensen i København og Thomas Gyldal i Herlev er ikke noget, som en socialdemokratisk ledelse lige ønsker sig.

Der ud over nærmer tiden sig også for et folketingsvalg. Og i de områder som bliver ramt af en udligningsaftale vil Socialdemokratiet skulle kæmpe mod SF, Enhedslisten og Alternativet. Alle tre partier har allerede forladt forhandlingerne, og derfor kan de frit skyde på de socialdemokratiske kandidater for at have svigtet velfærden.

DF toner rent flag

For Dansk Folkeparti er situationen meget mere enkel. Partiet har valgt at satse entydigt på partiets stærke base i provinsen, og derfor går forhandlerne efter en række synlige og forståelige sejre.

Læs også:DF kræver hovedstadsudligning udfaset i forhandlinger om udligning

Det er blevet bemærket, at partiet som noget helt nyt har ansat en økonom på Christiansborg, og derfor kan komme med mere gennemarbejde forslag. Partiet er kommet med to forslag, som både er nemme at forklare og i hvert fald det ene flytter betydelige beløb fra de rige til fattige kommuner – og et tredje er muligvis på vej. Mest markant er forslaget om, at pengene til plejekrævende ældre i fremtiden skal gives ud fra det lokale behov og ikke ud fra et landsgennemsnit. I dag gives pengene til alle ældre over 85 år, hvilket er en markant fordel for kommuner med en høj levealder, og en tilsvarende ulempe for udkantskommuner med lav levealder. Årsagen er, at danskerne generelt bliver plejekrævende tre år før deres død, og dermed får de rige kommuner populært sagt støtte til pleje af ældre, som stadig er friske, mens de ældre i de fattige kommuner ofte er døde inden de udløser det høje tilskud.

Læs også:DF forslag om levealder i udligningen vil gavne socialt belastede kommuner markant

Det andet forslag handler tilsvarende om, at de fattige kommuner – ifølge DF-logikken – lider under, at de mindst udgiftskrævende af de unge flytter ind til byerne for at studere, mens udkantskommunerne står tilbage med den del af de unge, som oftest udløser store kommunale udgifter. Derfor vil partiet have et system, så fraflytterkommunen, der har bekostet de unges grunduddannelse, fortsætter med at få penge i 2-4 år efter de er flyttet.

Det er imidlertid usikkert om forslaget reelt vil gavne udkantskommunerne. Årsagen er, at kommunal udligning er et nulsumsspil, og derfor vil forslagt være til størst fordel for de kommuner, som har den største andel af unge, som læser videre. Og de foreløbige data tyder på, at det eksempelvis er de nordsjællandske kommuner.

Endeligt forlyder det, at Dansk Folkeparti overvejer at se på beløbsgrænsen i det kriterie, som udløser kommunal udligning til borgere med lav indkomst. I dag ligger grænsen mellem kontanthjælp og førtidspension. Det betyder populært sagt, at storbykommunerne med relativt mange kontanthjælpsmodtagere og få førtidspensionister får mere i støtte, mens især udkantskommunerne med forholdsvis flere på førtidspension får mindre i støtte.

Forslaget vil samtidig løse det problem, at kommunerne i dag bliver økonomisk belønnet for at holde borgere på kontanthjælp. I det øjeblik en hovedstadskommune bevilger en kontanthjælpsmodtager førtidspension taber den årligt et tilskud på 37.000 kroner, mens næsten alle provinskommuner taber godt 67.000.

Læs også:Kommuner får bonus på op til 67.000 kr. for at nægte kontanthjælpsmodtagere førtidspension

De tre forslag er i klassisk DF-stil nemme at kommunikere. Mens alle andre partier har opgivet at gøre kommunal udligning forståelig for vælgerne, så har Dansk Folkeparti her fundet tre forslag, som umiddelbart er nemme at forklare.

– Pengene til ældres pleje skal gives til de kommuner, som har udgifterne.

– Udkantskommuner skal ikke straffes for at give de unge så god en skoleuddannelse, at de søger en videregående uddannelse og derfor flytter til de store byer.

– Det er ikke rimeligt, at kommunerne kan tjene penge på nægte borgere førtidspension – det skal afgøres af saglige hensyn.

Som beskrevet her på NB-Økonomi vil alene ældreforslaget flytte over en halv milliard kroner. Ministeriets embedsmænd har angiveligt ikke regnet på alle DF-forslagene endnu. Men et godt gæt er, at de samlet kan ende med at flytte op imod en milliard kroner.

Hovedstadsudligning er en svær brik at få i spil

Dansk Folkeparti har i forhandlingerne også argumenteret for en gradvis udfasning af hovedstadsudligningen over en længere årrække. Men den brik har partiet angiveligt mere end svært ved at få i spil, fordi den møder modstand hos alle andre forhandlere på nær Venstres Carl Holst. Men han er bundet af partiets regeringsdeltagelse, så derfor har Dansk Folkeparti reelt ingen støtte til det forslag.

Læs også:Bedre Balance foreslår hensigtserklæring om en udfasning af hovedstadsudligning

Ghetto-milliard flytter 200 millioner fra yder- og landkommunerne

De konservative har angiveligt med glæde konstateret, at ghettoplanen vil flytte cirka 200 millioner kroner til især Vestegnen og en række store byer. Det betyder nemlig, at partiets stærke borgmester i Høje-Taastrup, Michael Ziegler, får reduceret sit tab på en ændring af udligningen markant.

Læs også:Nye ghettomilliard reducerer effekt af udlingsudspil

Taber og vindere afhænger af et spørgsmål

Hvem der ender som tabere og vindere afhænger af svaret på et centralt spørgsmål: Er revisionen af dataene for udlændinges uddannelse og udgiftsniveauet i udlændingeudligningen en fejl som bliver rettet, eller er det reelt bare en politisk omfordeling af pengene til kommunerne? De fleste provinskommunerne mener, at er er tale om fejl. Og hvis det er udgangspunktet, så er provinsen taberne, for regeringens udspil kompenserer dem kun delvist for de penge, som de – hvis der er tale om fejl – har fået for lidt de seneste mange år.

Og det vil næppe lykkes Dansk Folkeparti at ændre så meget, at provinskommunerne får en gevinst, hvis man ser bort fra effekten af ændringen af udlændinges uddannelse og udlændingeudligningen. Hvis som man som hovedstadskommunerne mener, at ændringen af dataene for udlændinges uddannelse og udgiftsniveauet i udlændingeudligningen er udtryk for et politisk ønske om at flytte penge, så er hovedstadskommunerne de store tabere. Og kravene fra Dansk Folkeparti truer med at gøre det tab markant større.

Så den mest sikre forudsigelse lige nu er, at næsten alle landets kommuner vil være utilfredse, når politikerne engang i april kommer ud med en aftale.

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:18

Temaer: Udligning

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]