
37-årige Lasse Frimand Jensen har siddet i byrådet i ni år. I sin fritid spiller han i bandet 'Byrødderne', løber og er fodboldfan. - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Hvem er Aalborgs nye borgmester?
Socialdemokraten Lasse Frimand Jensen sætter sig snart i borgmesterstolen i Aalborg. Men hvem er den 37-årige politiker? Det kan du læse mere om her.
Udgivet: 07/06/2023
Lasse Frimand Jensen er lige blevet valgt af socialdemokraterne i Aalborg til at afløse Thomas Kastrup-Larsen som borgmester - og borgmesterkandidat i den store by. Den 37-årige politiker er uden for kommunegrænsen mest kendt som tidligere minister og overborgmester Frank Jensens søn. I det nordjyske er han mest kendt som Lasse Frimand.
Lasse Frimand Jensen har siddet i byrådet i ni år i Aalborg og er formand for den socialdemokratiske gruppe. Her er hans politiske karriere kogt sammen (fra TV2 Nord):
Byrådsmedlem, Aalborg Kommune
2014-d.d.
Medlem, Miljø- og Energiudvalget, Aalborg Kommune
2014-d.d.
Medlem, Ældre- og Handicapudvalget, Aalborg Kommune
2018-d.d.
Medlem, Beskæftigelsesudvalget, Aalborg Kommune
2014-2018
Ved siden af byrådsarbejdet arbejder Lasse Frimand Jensen som projektleder. Her er hans erhvervskarriere:
Projektleder, International House North Denmark
2015-d.d.
Project Coordinator, Access2Innovation
2011-2014
Project Consultant, NTU - Strategic Development and Consulting
2011-2011
Han har en master i 'Development and International Relations' fra Aalborg Universitet fra 2011.
Om sig selv skriver Lasse Frimand Jensen på Min By Aalborg:
"Jeg er gift med Kirstine og bor i Nørresundby sammen med vores tre børn.
Siden januar 2014 har han været medlem af byrådet i Aalborg Kommune. I min fritid elsker jeg at spille musik, og spiller i tre forskellige bands bl.a. med min byrådskollega Tobias Bøgeskov Eriksen i vores duo Byrødderne. Tobias og jeg har i en årrække spillet gratis koncerter hos plejehjem, botilbud og bosteder i kommunen.
Den interesse for musik har også gjort, at jeg er formand for Musikforeningen 9400, hvor vi arrangerer koncerter.
Jeg har altid været og er en aktiv del af foreningslivet både idrætsforeninger som Nørresundby Idrætsforening, Aalborg Taekwondo klub, hvor mine børn træner og vores lokale fodboldklub Nørresundby Forenede Boldklubber. Netop fodbold fylder også meget som AaB- og Liverpool-fan. Her har jeg tidligere været bestyrelsesmedlem af AaB Support Club og AaB Fan Trust, samt stifter af Liverpool FC Aalborg Fraction.
Jeg løber også meget i min fritid både med mine børn, vores hund og som frivillige for mennesker med handicap."
Sidst opdateret: 07/06/2023 - 10:57
Emner: Aalborg Kommune, Socialdemokratiet








































