De omdiskuterede sommerhuse i Marielyst bliver kritiseret for at være 'feriefabrikker' og udgøre 'partyområder', fordi der før corona blev holdt store fester i husene. Fotoet er fra Møn, hvor der lokalt bliver protesteret mod 'feriefabrikker'.

De omdiskuterede sommerhuse i Marielyst bliver kritiseret for at være 'feriefabrikker' og udgøre 'partyområder', fordi der før corona blev holdt store fester i husene. Fotoet er fra Møn, hvor der lokalt bliver protesteret mod 'feriefabrikker'. - Foto: Hjelm Bugts Venner

Kontroversielle kæmpesommerhuse får lov at blive stående

Et snævert flertal i Guldborgsund Kommune besluttede torsdag aften, at 10 ulovlige kæmpesommerhuse i Marielyst får lov at blive stående. Husene skaber debat lokalt og nationalt.

Udgivet: 16/04/2021

Iver Houmark Andersen

redaktør af NB-Kommune

Del artiklen:

Med stemmerne 15 for og 14 imod vedtog byrådet i Guldborgsund Kommune torsdag aften, at 10 ulovlige kæmpesommerhuse i Marielyst Ferieby på Falster skal blive stående.

De 10 sommerhuse er både lokalt og nationalt blevet et stridsemne. På den ene side taler nogle om, at de store huse er 'feriefabrikker' og 'partyområder'. På den anden side mener andre, at kæmpesommerhusene er gode for ejerne og det lokale erhvervsliv.

Beslutningen i Guldborgsund kommer efter at Planklagenævnet i januar afgjorde, at sommerhusene var opført i strid med lokalplanen. Derfor skulle kommunen enten lave lokalplanen om eller rive sommerhusene ned.

Og her besluttede Venstre og Guldborgsundlisten, med borgmester John Brædder i spidsen, at der skal laves en ny lokalplan for området, så sommerhusene kan blive stående, skriver DR Sjælland.

Guldborgsundlisten og Venstre blev skarpt kritiseret for, at det ændringsforslag, som blev stemt hjem på byrådsmødet, først blev fremlagt på selve mødet. SF’s Annemette Schønberg Johnsen sagde ifølge Folketidende.dk:

"Det er urimeligt, at I præsenterer det her. Vi har ikke mulighed for at drøfte det med vores bagland, før vi skal tage stilling til det."

Baggrund for sagen

Af dagsordenen til byrådsmødet torsdag aften kan man læse, hvordan hele sagen om det kontroversielle byggeri ved Marielyst Ferieby har udviklet sig. I dagsordenen står:

"Administrationen har siden 2008 haft løbende dialog med forskellige projektudviklere om at bygge sommerhuse på de to tomme byggegrunde, som Dansk Folkeferie udstykkede og solgte til private. Samtidig solgte Dansk Folkeferie de 143 feriehuse i området til private købere. (Historikken er beskrevet i bilag på sagen, der var på byrådsmødet den 16. januar 2020)

I 2019 bliver administrationen kontaktet af en ny projektudvikler, som ønsker at bygge på de to grunde og sælge husene til private. Dialogen med byggefirmaet fører til, at administrationen i foråret 2020 udsteder byggetilladelse til at opføre 10 sommerhuse på de to byggegrunde. Byggetilladelserne bliver påklaget af en nabo til det kommende byggeri.

Den 20. maj 2020 traf Planklagenævnet en delafgørelse om, at klagen over byggetilladelse ikke havde opsættende virkning, dvs. byggeriet måtte fortsætte.

Den 28. januar 2021 færdigbehandler Planklagenævnet klagerne og træffer den afgørelse at:

”Planklagenævnet finder som følge af ovennævnte ikke, at opførelsen af sommerhusene er i overensstemmelse med lokalplanens formåls- og anvendelses bestemmelser. Der vil endvidere ikke kunne gives en dispensation til husene, jf. planlovens § 19, idet dette er i strid med planens principper”.

Teknik, Miljø og Ejendomsudvalget skal derfor tage stilling til, hvilken status området skal have fremover, og hvad der skal ske med de 10 huse, som er under opførelse, hvoraf 5 er helt færdigbyggede og ibrugtaget. De sidste 5 er på forskellige byggestadier fra næsten færdige til igangsat."

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:38

Emner: Guldborgsund Kommune, Turisme, Natur

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]