
Fysiske borgermøder er vanskelige hvis ikke umulige at gennemføre under coronapandemien. Hillerød Kommune vil også fremover holde fast i, at borgermøder vises online. (Arkiv) - Foto: Sophia Juliane Lydolph/Ritzau Scanpix
Borgermøder holder man da digitalt
Under coronanedlukningen og den trinvise genåbning har Hillerød Kommune oplevet stor interesse for at afvikle digitale borgermøder om aktuelle sager. Nu skal mulighederne for digital deltagelse fastholdes.
Udgivet: 14/09/2020
I de fleste kommuner er det efterhånden en rum tid siden, at borgerne er blevet inviteret med til kaffe og fysiske borgermøder om sager med stor lokal interesse.
I Hillerød Kommune har man som andre steder i stedet holdt digitale borgermøder under coronakrisen. Det har været en så stor succes, at politikerne og forvaltningen fremover vil holde fast i live streamingen, hvor flere borgere end normalt kan være med. Det skriver Hillerød Posten.
Kommunen har tre gange i juni holdt borgermøderne online, og til hvert møde har mellem 20 og 30 borgere logget sig ind og fulgt debatterne. Efterfølgende er møderne blevet tilgængelig online via kommunens hjemmeside, og her har yderligere 20-30 streamet møderne for at få nyttige informationer.
Det fortæller formand for Arkitektur, Byplan og Trafikudvalget, Dan Riise (V):
“Vi vil gerne nå ud til flere, og vi er overbevist om, at vi fik nogle andre mennesker i spil til vores onlinemøder. Man kan godt følge med derhjemme, mens man steger frikadeller eller passer sine små børn. Eller man kan afspille borgermødet, når man har lagt ungerne i seng, og så blive orienteret om sagen på den måde," siger Dan Riise til Hillerød Posten.
Han vil derfor arbejde for, at borgermøder i Hillerød i fremtiden altid blive vist online og med mulighed for senere streaming.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:31
Emner: Civilsamfund, Digitalisering, Genåbning, Hillerød Kommune







































