
- Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix (Arkiv)
Energipriser: Priser på børnepasning vil stige
Udgivet: 04/01/2023
De stadig høje energipriser presser kommunerne, og det kan ende med at smitte af på forældrebetalingen til børnepasning i Ringkøbing-Skjern Kommune.
I det nye år skal økonomiudvalget her diskutere, om taksterne skal hæves som en direkte følge af udgifterne til el og varme - selvom varmegraderne er sat ned i de kommunale bygninger. Det skriver Dagbladet Ringkøbing-Skjern.
I første omgang er det dog for forældrene heldigvis blot beskedne prisstigninger på forældrebetalingen i vente. En fuldtidsplads i vuggestue vil kunne stige 17 kroner om måneden, mens en børnehaveplads kan komme til at koste 19 kroner mere om måneden, viser tal fra Ringkøbing-Skjern Kommune.
Den forventede ekstraregning på den kommunale energiregning kommer, selv om der både er skruet ned for varmen og lyset i de fleste kommunale bygninger gennem flere måneder. Ifølge en stikprøve har det udløst en besparelse på 10 procent i oktober og november, skriver Dagbladet Ringkøbing-Skjern.
Sidst opdateret: 04/01/2023 - 08:40
Emner: Ringkøbing-Skjern Kommune








































