
Fortovene er langt fra i den ønskede forfatning i Holbæk, og det optager borgerne, fortæller udvalgsformand. (modelfoto) - Foto: Henning Bagger/BAG/Ritzau Scanpix (arkiv)
Beregning: Det vil tage 153 år i kommune at bringe fortove i ok stand
Kommunalpolitikerne i Holbæk har fået sig noget af en øjenåbner: Med det nuværende budget vil det tage 153 år at bringe fortovene i tilfredsstillende stand.
Udgivet: 09/06/2022
Med det nuværende niveau for Holbæk Kommunes budget for renovering af fortove vil det tage 153 år at bringe fortovenes i tilfredsstillende tilstand.
Det skriver Sn.dk.
Ifølge Sn.dk. viser en vurdering af tilstanden for de cirka 300 kilometer kommunale fortove, at der er behov for 917 millioner kroner til at udbedre dem. Og det årlige budget til renovering af fortove lyder på seks millioner kroner.
Vurderingen af fortovenes tilstand er foretaget efter de principper, som anvendes i Vejdirektoratets vejledning Samkom. Politikerne i Holbæk Kommune efterspurgte i forbindelse med forhandlingerne om anlægsbudgettet i efteråret 2021 en orientering om fortovenes tilstand.
Der er siden foretaget en ny vurdering af tilstanden, og resultatet blev tirsdag i denne uge fremlagt for udvalget for plan, bolig og lokal udvikling, hvor medlemmer nærmest faldt ned af stolene ifølge Sn.dk. Der var tale om en orienteringssag, og dermed skulle udvalget ikke træffe nogen beslutning.
- I udvalget er der stor overraskelse over, at der er så markant et efterslæb. Det er et kæmpe beløb, og det gjorde indtryk på udvalget. Vi talte på mødet om, at vi skal blive bedre til i budgetforhandlingerne at tage fat i de ting, der måske står sidst. Og vi ved, at borgerne går op i, at der ikke er huller i fortovene, og at de ikke er skæve, siger udvalgsformand Lars Qvist (S) til Sn.dk.
Han peger på, at opgørelsen viser, at selv med en tredobling af det årlige budget til fortovene - fra 6 til 18 millioner kroner - så ville det vare 50 år at nå igennem opgaven. Og standarden ville stadig i gennemsnit være under middel.
- Vi må påvirke vores partier til at tage fat på opgaven. Vi har en opgave i at bære det med ind i budgetforhandlingerne. Når fortovene ikke bliver vedligeholdt, bliver det kun dyrere. Det er et svært tidspunkt at få beskeden på, for vi er i forvejen presset og har skåret ned på anlægsbudgettet, siger Lars Qvist til Sn.dk.
Sidst opdateret: 09/06/2022 - 09:25
Emner: Infrastruktur, Holbæk Kommune







































