Landets kommunalpolitikere bør tænke sig om en ekstra gang, efter partierne bag forsvarsaftalen har brugt den sidste store reserve i den offentlige økonomi. Det skriver chefredaktør Arne Ullum i denne kommentar.

Landets kommunalpolitikere bør tænke sig om en ekstra gang, efter partierne bag forsvarsaftalen har brugt den sidste store reserve i den offentlige økonomi. Det skriver chefredaktør Arne Ullum i denne kommentar. - Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Kommentar: Nu har politikerne kastet de sidste reserver ind i det offentlige budget

Umiddelbart får det ingen konsekvenser for kommuner og regioner, at Folketinget vil bruge 18 milliarder kroner ekstra på forsvaret. Men de kommunale topfolk skal huske, at nu er den sidste store reserve brugt - og overraskelser i samfundsøkonomien vil derfor ramme hårdt.

Udgivet: 08/03/2022

Arne Ullum

chefredaktør for NB-Medier

Del artiklen:

Umiddelbart er det en lettelse for de kommunale topfolk, at den store ekstrabevilling på 18 milliarder kroner til Forsvaret ikke vil påvirke det beløb, som regeringen og Folketinget kan bruge på blandt andet økonomiaftalerne med kommunerne og regionerne.

Men der er måske grund til en eftertanke.

Partierne bag det nationale kompromis om forsvaret har reelt tømt den sidste store reserve i de offentlige kasser ved at hæve underskudsgrænsen for de offentlige budgetter til 0,5 procent af BNP (bruttonationalproduktet).

Dermed har man populært sagt tømt den sidste store reserve, som politikerne havde adgang til at bruge, hvis noget uventet rammer dansk økonomi og grundlæggende forringer den strukturelle balance på de offentlige budgetter.

Mens budgetlovens regler fint kan rumme et konjunkturtilbageslag, så er der ingen kære mor, hvis økonomien bliver ramt af strukturelle forhold som eksempelvis et uventet fald i arbejdsstyrken eller nye varige udgifter.

Det betyder umiddelbart, at et nyt uventet strukturelt stød til økonomien i de næste ti år vil ramme direkte ned i det offentlige forbrug i form af krav om nedskæringer eller nye store skatter.

Mange kommunalpolitikerne har gennem årene måtte sande, at glæden hos vælgerne over en udvidelse af den kommunale service på ingen måde står mål med vreden over en nedskæring.

Derfor kan det være klogt, at kommunalbestyrelserne i landets kommuner holder et stift øje på, hvordan man kan indrette den kommunale økonomi, så der er plads til at skære eksempelvis en halv procent af driften, uden at det rammer kernevelfærden.

Og den nye virkelighed er, at det nu vil være ekstra risikabelt at gå lige til kanten af servicerammen ud fra den tanke, at kommunerne i de næste mange år kan se frem til at hæve deres servicerammer med omkring 0,5 procent om året.

Godt nok har den nuværende regering lovet højt og helligt, at den vil dække det demografiske træk (altså stigende udgifter til især ældre). Men det løfte er jo afhængig af, at regeringen i tilfælde af strukturelle stød til økonomien kan finde et flertal, som vil hæve skatterne for at undgå en strammere udgiftspolitik.

Og endeligt kan regeringsmagten jo skifte, og der er kun et af de borgerlige partier, Venstre, som håndfast har lovet at dække demografien.

Sidst opdateret: 08/03/2022 - 09:12

Emner: Budget

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]