
Blandt andre ældre på plejehjem er bedre tjent med vikarer end mindre hjælp, mener rådmand Christian Budde (V) og forsvarer nyt rekrutterings-tiltag i Aarhus. - Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix (arkiv)
Stor kommune lokker seniorer og studerende til ældreplejen
Aarhus Kommune forsøger at få pensionerede og studerende til at give et ekstra nap med i ældreplejen. De vil ikke blive modregnet i deres pension eller SU, og selv få timers arbejde er velkomment, fortæller kommunen.
Udgivet: 04/02/2022
Der er så stor mangel på personale i ældreplejen, at Aarhus Kommune nu forsøger at få blandt andre pensionerede sosu'er og sygeplejersker til at vende tilbage til deres fag. Selv få timers arbejde om ugen er velkomment.
Det skriver DR.
"Du bestemmer selv, hvor mange timer og i hvor lang tid, du vil byde ind," lyder det i et jobopslag fra Aarhus Kommune.
Christian Budde (V), rådmand for Sundhed og Omsorg, bakker varmt op om den nye rekrutterings-indsats.
"Det er en charmeoffensiv rettet direkte mod vores unge mennesker og seniorer. Vi har brug for jeres hjælp og for alle kloge hænder," siger Christian Budde til DR.
Kommunen gør lokker også med, at pensionister, efterlønsmodtagere og studerende slipper for modregning i deres ydelser, hvis de arbejder i ældreplejen.
"Arbejdet i ældreplejen er kategoriseret som covid-relateret, og så kan man tage vagter uden at blive modregnet," fortæller HR-chef i Sundhed og Omsorg Helle Rasmussen til DR.
Et eksperimentarium
Formanden for Ældrerådet i Aarhus kommune, Jan Radzewicz, er skeptisk.
"Alle initiativer, der kan skaffe mere arbejdskraft ind på ældre-området er velkomne, men jeg synes, at man skulle prøve at omdanne deltidsstillinger til fuldtidsjob i stedet," siger Jan Radzewicz til DR.
Han er forudser også, at mange vikarer vil betyde, at de ældre skal forhold sig til mange flere nye ansigter, hvilket de færreste bryder sig om.
Ifølge rådmand Christian Budde (V) vil de ældre hellere have flere nye ansigter end alternativet: at der er arbejde som rengøring, der ikke bliver udført.
Christian Budde mener, at kommunerne er nødt til at prøve sig frem med nye ideer.
"Jeg håber da, at vi får nogle instrumenter og noget læring her til den fremadrettede udfordring med rekruttering. Vi har brug for at gøre noget anderledes, end det vi gør i dag. Det er et eksperimentarium, hvor vi skal være nysgerrige og lægge ’plejer’ lidt væk, for vi skal have nye mennesker ind på plejeområdet," siger Christian Budde til DR.
Sidst opdateret: 04/02/2022 - 11:17
Emner: Rekruttering, Aarhus Kommune







































