Nye tal: Meget få kvindelige spidskandidater til KV21 i nogle kommuner
Én kvinde og kun én kvinde. Sådan ser feltet af spidskandidater til kommunalvalget i november ud i en række kommuner, viser nye tal. Se fordelingen i din kommune.
Udgivet: 09/09/2021
Det kniber til stadighed med kønsbalancen i den lokalpolitiske verden. Det viser en opdateret oversigt over de spidskandidater, som partierne indtil videre har opstillet til kommunalvalget 16. november.
Kønsfordelingen af partiernes topfigurer til kommunalvalget (KV21) er skæv. Så skæv at der formodentlig højst kommer kvinder til at sidde i hver femte af de 98 borgmesterstole efter KV21. Det anslår Institut for Menneskerettigheder.
Instituttet indsamler løbende oplysninger om, hvem der stiller op som spidskandidater for de enkelte partier i hver kommune. På den baggrund bliver der udarbejdet et danmarkskort, hvor man kan se kønsfordelingen af spidskandidater i hver kommune.
Kortet viser, at der i flere kommuner kun er én af de nu opstillede spidskandidater, som har et lige CPR-nummer.
Ser man samlet på kommunerne Odense, Køge, Assens, Hedensted og Solrød, så er kun én ud af hver tiende spidskandidat kvinder.
De forholdsvis få opstillede kvinder er et problem, vurderer Morten Emmerik Wøldike, sociolog og leder af Institut for Menneskerettigheders arbejde med kønsligestilling.
"Vi lever i en tid, hvor der er mere fokus på kønsligestilling end nogensinde før. Alligevel viser vores prognose, at det stadig går alt for langsomt med ligestillingen i kommunalpolitik," siger Morten Emmerik Wøldike i en pressemeddelelse og fortsætter:
"Erfaringsmæssigt har de kvinder, der stiller op til byrådene, lige gode chancer for at blive stemt ind. Problemet er, at der opstilles langt færre kvinder end mænd, og det er kun partierne, der kan ændre på den ulighed."
Hvordan er fordelingen af spidskandidater i din kommune?
Klik på nedenstående danmarkskort fra Institut for Menneskerettigheder og se kønsfordelingen på partiernes spidskandidater i hver kommune frem mod KV21. Og udviklingen siden kommunalvalget i 2017.
Sidst opdateret: 09/09/2021 - 08:35
Temaer: Kommunevalg
Emner: Ligestilling, Byråd







































