
Flygtninge fra Afghanistan kan vi godt rumme hos os, lyder det fra flere borgmestre. - Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix (arkiv)
Borgmestre: Vi er klar til at modtage afghanske flygtninge
Hvis staten åbner op for at modtage flygtninge fra Afghanistan, så skal vi nok finde ud af at huse og integrere dem. Sådan lyder det fra flere borgmestre i debatten om at hjælpe dem, der er er på flugt fra Taliban.
Udgivet: 21/08/2021
Flere borgmestre melder ud, at deres kommuner godt vil kunne modtage og integrere en pulje flygtninge fra Afghanistan.
"Vi har faktisk bedt om at få flere flygtninge. Hvis vi skal opretholde vores sprogskoler, skal vi have nogle flere. Vi er rigtig gode til at integrere flygtninge herovre. Mange har fået arbejde, og vi har ikke de store problemer. Så jeg vil ikke være afvisende over for at skulle tage imod også afghanske flygtninge," siger Thomas Thors, socialdemokratisk borgmester på Bornholm, til Politiken.
Lignende positive signaler over for afghanske flygtninge kommer fra Egon Fræhr, som er Venstre-borgmester i Vejen.
"Vi er helt i bund i forhold til den flygtningekvote, som vi havde forventet kom. Så hvis det er på det niveau, som vi ellers håndterer flygtninge på, har vi ingen problem med det," siger Egon Fræhr til Politiken.
Siden flygtninge fra Syrien strømmede til Europa i 2015 og 2016 er der sket en markant nedgang i antallet af mennesker, som søger asyl i Danmark. Antallet af asylansøgere er ifølge Danmarks Statistik faldet fra 12.722 i 2016 til 756 i 2020.
Flere andre borgmestre erklærer sig i Politiken parat til at modtage afghanske flygtninge. Men hvis de kommer hertil i stort omfang, så bliver det også et økonomisk spørgsmål for kommunerne.
"Hvis det er et stort antal, er der også en større økonomisk opgave i det. Og der kommer også en opgave i det efterfølgende, har vi kunnet se, og det er klart, at det er så regeringens opgave også at håndtere den del. For ellers kommer det selvfølgelig til at gå ud over almensamfundet," siger borgmester i Allerød Karsten Längerich (V) til Politiken.Sidst opdateret: 21/08/2021 - 09:29
Emner: Integration, Flygtninge







































