
En stor del af eleverne i Esbjerg får en kortere skoledag efter sommerferien. - Foto: Esbjerg Kommune
Børn får kortere skoledag
I Esbjerg bliver skoledagen kortere efter sommerferien som et led i frikommuneforsøg. Ved at afkorte skoledagen kan skolerne frigøre ressourcer til flere '2-voksentimer', hvor lærer og pædagog kan samarbejde om klassens læring og trivsel.
Udgivet: 14/06/2021
Der har længe været debat om, hvor lang tid børn har godt af at tilbringe i skolen. Nu gør man kort proces i Esbjerg Kommune og bruger her sit frikommuneforsøg til at afkorte skoledagen.
Når børn og unge møder i skole igen i august i Esbjerg, så vil mange skulle tilbringe kortere tid i skolen. Det fremgår af et referat fra seneste byrådsmøde. For nogles vedkommende bliver skoleugen næsten tre timer kortere. Det gælder for eksempel eleverne i skoledistriktet Fortunaskolen. Her går børnene på 0.-3. årgang fra 27,45 klokketimer om ugen ned til 25 klokketimer.
"Reduktionen i undervisningstiden skal blandt andet anvendes til at øge antallet af 2-voksentimer, hvor lærer og pædagog kan samarbejde om klassens læring og trivsel. Det giver mulighed for holddannelser på tværs af årgange og for at agere forebyggende i forhold til elevernes trivsel og for at øge inklusionen af elever i udsatte positioner," står der i sagsfremstillingen til byrådet.
Byrådsmedlem Jakob Lose (V) lægger vægt på, at man kan få flere timer med to voksne i klasserne.
"Skolerne oplever, at de lange skoledage i dag giver uoplagte elever sidst på dagen, så de mangler overskud til deres fritidsaktiviteter. Vi har godkendt forslagene under den forudsætning, at de frigjorte ressourcer bliver brugt på både tovoksen-undervisning og den større opgave i SFO’erne," sagde Jakob Lose ifølge JydskeVestkysten på byrådsmødet.
SFO'er skal holde åbent længere
"Den større opgaver i SFO'erne" henviser til, at når skoledagen bliver kortere, bliver det nødvendigt at udvide åbningstiderne i SFO'erne. Altså der skal også være et tilbud om pasning/aktivitet, når børnene får tidligere fri.
I eksempelvis skoledistriktet Fortunaskolen betyder den kortere skoledag i forhold til SFO'en:
"SFO’ens åbningstid skal derfor fra 1. august 2021 være fra 6.00-8.00 samt fra 13.00-17.00. Den øgede åbningstid på 2 timer og 45 minutter ugentligt findes ved at omprioritere ressourcerne internt i SFO’en og dermed kan udvidelsen åbningstiden løses indenfor den eksisterende økonomiske ramme," står der i sagsfremstillingen.
Byrådsmedlem Hans K. Sønderby (Esbjerglisten) stemte som den eneste af 31 byrådsmedlemmer imod de forkortede skoledage - og forlængede SFO-åbningstider.
"Jeg er lidt skuffet over, at man korter skoledagen og sender sorteper til fritidsområdet. Jeg havde en forventning om, at det var skoledagens indhold, man havde koncentreret sig om og ikke længden. Jeg er hverken imponeret eller overrasket over, at det kunne havne i en kortere skoledag," sagde Hans K. Sønderby på byrådsmødet ifølge JydskeVestkysten.
Sidst opdateret: 21/01/2022 - 11:16
Temaer: Frikommuner
Emner: Skole, Esbjerg Kommune, Frikommuneforsøg







































