
Bostedet Skovstjernen i Grenå er en af de institutioner, som socialtilsynet har til opgave at holde øje med. - Foto: Norddjurs Kommune (arkiv)
Kommune vil kontrollere kontrollanten
Kommune vil nu granske, om det sociale tilsyn gør sit arbejde godt nok. Det sker på baggrund af mistanke om, at tilsynet bliver udsat for paradeforestillinger.
Udgivet: 14/06/2021
Bliver det sociale tilsyn snydt med paradeforestillinger og nøje udvalgte ikke-kritiske medarbejdere, når det dukker op på bosteder for udsatte borgere?
Det spørgsmål hænger i luften i Norddjurs Kommune i sådan en grad, at byrådsmedlem Aleksander Myrhøj (SF) har taget det op, og nu er der nedsat en lokal undersøgelsesgruppe. Det skriver Lokalavisen Norddjurs.
For Aleksander Myrhøj og alle andre byrådsmedlemmer er det sociale tilsyns rapporter et af de vigtigste redskaber til at vurdere, om institutioner drives forsvarligt og lever op til lovkravene. Men Aleksander Myrhøj er i tvivl om, hvorvidt Socialtilsyn Midts rapporter giver et retvisende billede af kvaliteten på institutionerne.
"Jeg har modtaget flere af hinanden uafhængige henvendelser fra nuværende og tidligere medarbejdere inden for socialområdet. De fortæller næsten samme historie om, at man ved tilsyn vagtplanlægger med ledelsesloyale medarbejdere eller medarbejdere, hvor man er sikker på, at de holder sig til bestemte emner og holde sig fra andre bestemte emner," fortæller Aleksander Myrhøj til Lokalavisen Norddjurs og fortsætter:
"Jeg har fået konkrete eksempler på, at man har bedt bestemte medarbejdere om at tale med tilsynet, hvor man kan sige, at det ikke var oplagt, at det lige skulle være dem."
Han har rejst sin bekymring over for formanden for Voksen- og Plejeudvalget i Norddjurs Kommune Lars Møller (S). Han har på den baggrund bedt forvaltningen om at undersøge, hvordan kommunens tilbud på socialområdet håndterer tilsynsbesøgene, og de efterfølgende tilsynsrapporter fra Socialtilsyn Midt.
Det fremgår af referatet fra seneste møde i Voksen- og Plejeudvalget.
På den baggrund oprettes der en lokal undersøgelsesgruppe, som ventes at komme med sine resultater allerede i august. Gruppen består af blandt andre ledere og medarbejderrepræsentanter fra institutionerne, mens også tidligere medarbejdere inkluderes. Ved at spørge tidligere ansatte undgår man, at nuværende ansatte kommer i klemme mellem deres leder og at sige sandheden.
Udvalgsformand Lars Møller håber, at undersøgelsesgruppens arbejde kan rense luften.
"Jeg konkluderer ikke noget på forhånd. I dagligdagen er jeg nødt til at sige, at jeg har tiltro til tilsynsrapporterne, og hvis Aleksander (Myrhøj, red.) har ret, så er det jo rigtig, rigtig slemt. Og hvis han ikke har ret, så skal han ikke gå og sige det,« siger Lars Møller til Lokalavisen Norddjurs.
Sidst opdateret: 04/08/2021 - 09:21
Emner: Bosted, Tilsyn, Norddjurs Kommune, Det specialiserede socialområde









































