
Nu bliver det jo realistisk, at vi kan føre kystsikringen ud i livet," siger Michael Nielsen (K), borgmester i Kerteminde Kommune, om regeringens Klimatilpasningsplan II. - Foto: Kerteminde Kommune
Borgmestre er begejstrede for statslig medfinansiering af kystbeskyttelse
Kerteminde og Vejle kommuner tager godt imod nyheden om en større statslig medfinansiering af kystbeskyttelsesprojekter i statens Klimatilpasningsplan II. Det gør planerne realistiske, lyder det.
Udgivet: 24/02/2026
Beskyttelsen af de danske kyster er langt fra i mål, og derfor vil regeringen afsætte 14,9 milliarder kroner til investeringer frem mod 2040.
Det vækker begejstring hos Kerteminde og Vejle kommuner, der allerede har oplevet konsekvenserne af det ændrede klima med havvandstigninger.
Allerede i år skal der laves en forundersøgelse i Kerteminde Kommune - og det er mere end nødvendigt, mener borgmester Michael Nielsen (K).
"Vi kan jo se, at det er påkrævende, at vi får gjort noget. Ellers ser vi ind i en fremtid, som er dyster. Hvis vi ikke gør noget, vil det på et tidspunkt kunne udvikle sig til et potentielt helvede," siger han til NB-Forsyning & Klima.
Regeringens nye klimatilpasningsplan giver borgmesteren ro i maven over fremtiden.
"Vi er rigtig glade i Kerteminde over, at det her udspil fra regeringen er kommet. Nu bliver det jo realistisk, at vi kan føre kystsikringen ud i livet," siger han.
Når anlægsprocessen går i gang vil staten med den nye Klimatilpasningsplan II medfinansiere 85 procent af udgifterne til miljøkonsekvensvurdering, projektering og anlæg. De resterende 15 procent skal betales gennem kommunen eller kommunerne.
"Ambitiøs plan"
Staten vil for udvalgte kommuner kunne øge sit bidrag til 95 procent. Det kan blandt andet tilfældet blive tilfældet i Kerteminde Kommune, vurderer Michael Nielsen.
"Vi er en kommune med forholdsvis få indbyggere. Jeg gætter derfor på, at vi er sat på den her lidt særlige liste. Men det er også, fordi vi har mange steder med akut behov for sikring. Der hvor øjnene hurtigt retter sig, det er mod Kerteminde midtby. Det er der, hvor der er den største samling af borgere, og hvor der ligger flest virksomheder og værdier," siger han og understreger:
"Hvis man vil have liv i hele landet, også ved kysterne, så kræver det en vis form for statsligt engagement."
Kerteminde Kommune er særlig udfordret
I Kerteminde Kommune ser 200-årshændelserne ud til at blive forværret frem mod 2100.
I 2025 vil en 200-årshændelse skabe en havvandsstigning på 182 centimeter. Det vil påvirke cirka 650 huse og lejligheder samt cirka 50 virksomheder.
I 2100 vil havvandet til gengæld stige med 239 centimeter ved en 200-årshændelse. Det vil påvirke cirka 1.100 huse og lejligheder samt cirka 80 virksomheder i kommunen.
Kerteminde er med andre ord defineret af sit forhold til vandet. Byen ligger billedligt talt med fødderne i Storebælt og Kerteminde Fjord, og det er netop denne nærhed, som gør byen attraktiv, men også sårbar.
I november 2006 mærkede byen truslen fra vandet, da en stormflod sendte vandstanden op på mere end 170 centimeter. Det var en økonomisk lussing til byen med huse, der stod under vand og skader for cirka 55 millioner kroner.
Det skabte dengang politisk vilje til at beskytte byen, og planerne voksede sig store. Projektet skulle sikre 1.200 matrikler med en stormflodsbarriere, højvandsmure og diger, der kunne modstå vandmasser på op til 220 centimeter.
I 2011 blev der foretaget en forundersøgelse, og i 2015 valgte byrådet at fortsætte udviklingen af projektet. I 2016 fik borgerne en stor pakke med informationsmateriale, som i stedet for at skabe tryghed, antændte en konflikt, som umuliggjorde projektet.
Siden er Kerteminde blevet ramt af flere stormfloder, blandt andet i forbindelse med stormen Ingolf i 2017. 20 år senere står Kerteminde altså stadig med de samme udfordringer, efter at kystbeskyttelsesprojektet fra 2010’erne faldt på gulvet.
Truslen om oversvømmelse er også tilstede i Vejle Kommune, hvor bysamfundet er udfordret af Vejle Fjord. Borgmester Jens Ejner Christensen (V) er derfor henrykt over, at regeringen har besluttet at afsætte et tocifret millardbeløb til kystbeskyttelse.
"Det lyder fremragende! Det er en virkelig god og ambitiøs plan," siger han og tilføjer:
"Der er kæmpe stor tilfredshed med en 85 procent statslig finansiering for noget, vi skal til at lave. Det er vi meget, meget begejstrede for."
Når staten vil medfinansiere i den grad, er det med til at gøre debatterne om prioritering af områder inden for anlægsloftet mindre "smertelig", mener borgmesteren.
Statslige forundersøgelser
Staten vil med Klimatilpasningsplan II have en større rolle, når det kommer til at udvælge projekter til kystbeskyttelse - også i forhold til hvornår og i hvilken rækkefølge. Det skal ske gennem en investeringsplan, hvor projekterne skal prioriteres, inden de bliver aftalt med kommunen.
For at et projekt kan indgå i investeringsplanen, skal der foretages forundersøgelser, hvor kommunerne skal løfte 50 procent af finansieringen. Det er først herefter, at der politisk tages stilling til, om der skal afsættes midler til den efterfølgende proces inden anlægsstart.
Kommunerne bærer - på trods af statens større rolle - et stort stykke af arbejdet for kystbeskyttelse.
"Projekterne skal forsat være lokalt forankrede og bygge på lokal viden og prioriteter. Kommunerne har derfor en central rolle i arbejdet og skal fortsat være ansvarlige for tilladelser, miljøkonsekvensvurdering, projektering, udbud og anlæg af kystbeskyttelsesprojekterne," lyder det i Klimatilpasningsplan II.
I tilfælde af mere komplekse kystbeskyttelsesprojekter, der relaterer sig til anlægsøkonomi, størrelse, tekniske løsninger samt natur- og miljøhensyn, vil staten tilbyde at understøtte kommunerne yderligere ved at påtage sig et større ansvar i alle faser.
Tre igangværende screeninger af projekter går under den kategori. Det omhandler Vestlig Limfjord i år, mens det i 2027 drejer sig om Isefjord og Roskilde Fjord, Nakskov og det lollandske dige.
Projekterne er en del af accelerationspakken for kystbeskyttelse, der blev indgået i oktober 2025. Her blev der i alt igangsat fem statslige undersøgelser af konkrete projekter i 2026 og yderligere besluttet seks i 2027. Det er statens intention, at der skal igangsættes syv statslige forundersøgelser årligt i 2028 og 2029.
Lodsejermodel
En ekspertgruppe skal nu komme med en række anbefalinger til en model, der skal afgøre, hvor stor en andel af de statslige udgifter, som lodsejere - herunder borgere og virksomheder - skal opkræves efterfølgende.
Det handler blandt andet om at finde en løsning på, at den enkelte ikke bærer et for "uhensigtsmæssigt højt bidrag", lyder det i Klimatilpasningsplan II, der peger på et loft over bidragsindsatsen som eksempel.
Selvom aftalen fokuserer på kystbeskyttelse, så har kommuner fortsat mulighed for at lave projekter uden for statens investeringsplan. Ligesom det fortsat er borgernes primære ansvar at lave beskyttelse af egne værdier.
Sidst opdateret: 24/02/2026 - 11:34
Temaer: Klimatilpasning










































