Borgmestre om klimakatastrofer: Der er ikke plads i budgettet
Klimasikring er en tung post i budgettet for de mest udsatte kommuner. Det har Horsens og Lemvig erfaret. Se kort over, hvordan 100-års hændelser vil ramme kommunerne forskelligt.
Udgivet: 06/02/2026
Mange borgere kan ende med at blive ramt, hvis der ikke bliver etableret den nødvendige klimasikring, når vejret bliver vildere, og havet stiger.
Det viser ny data, som er indsamlet og bearbejdet af Gravercentret, Danmarks Center for Undersøgende Journalistik, der er offentliggjort torsdag.
Det er uden tvivl en stor og dyr opgave, der ligger hos de kommuner, som er særligt udsatte for 100-års hændelser. Det ved man blandt andet i Horsens Kommune.
"Det kommer til at koste rigtig mange penge. Vi er ude at tale om ekstremt mange penge, men det koster mere at lade være," siger borgmester Peter Sørensen (S) til NB-Forsyning & Klima.
Flere tusinde kan blive oversvømmet
I Gravercenterets opgørelse er Horsens Kommune og Lemvig Kommune blandt de kommuner, hvor flest borgere forventeligt bliver ramt direkte af oversvømmelser fra havet. I Horsens er antallet af oversvømmede borgere på 1.527, mens det i Lemvig Kommune er 1.282 borgere.
Klimasikring har i flere år været på programmet i Horsens Kommune, men udviklingen i vejret er hele tiden med til at rykke grænserne, siger Peter Sørensen.
Der er allerede etableret projekter, hvor vand fra for eksempel vandløb sikres, mens der arbejdes på, at Bygholm Sø kan tømmes for vand, hvis der er risiko for oversvømmelse.
Men en dæmning ved Horsens Fjord er der, hvor klimasikring virkelig kan have en effekt. Arbejdet har stået på i cirka ti år, fortæller borgmesteren, men grundet planmæssige udfordringer er projektet ikke nået længere. Nu er forhåbningen, at det første spadestik kan tages i indeværende år.
Det er dog langt fra billigt.
"Sådan et projekt, som vi kigger ind i her, der er min bedste overbevisning, selvom det skal deles med forsyningsselskaber og andre, at vi båndlægger et helt års anlægsinvesteringer i en kommune med 100.000 borgere," siger han.
Ikke plads i budgettet
I Lemvig Kommune er den nyvalgte borgmester Jens Lønberg (K) også klar over, at klimasikring er en stor opgave. Det er dog noget, som kommunen er meget velinformeret omkring.
"Vi ser på det med største alvor. I byfornyelsesprojekter og andre ting, som vi laver i kommunen, er det med i billedet," siger borgmesteren.
Der blandt andet blevet bygget en mur nede ved havnen, hvor midtbyen kan lukkes inde bag skodder mod store vejrhændelser. Og den har allerede bevist sit værd på trods af den bagvedliggende regning, mener Jens Lønberg.
Klimasikringen har været og er en stor udgift i kommunens budget - og det kan påvirke andre områder.
"Der er sådan set ikke plads til det. Vi har et budget, hvor vi skal ud og finde besparelser de næste år. Men det er jo en tvungen opgave," siger borgmesteren og tilføjer:
"Vi skal tænke os rigtig godt om, fordi hvis vi bare lader stå til, så vil det gå galt for os. Så det er noget, som vi skal have fundet pengene til på den ene eller anden måde."
Lige nu er der forhandlinger om et projekt, der skal indsnævre selve kanalen ved Thyborøn, hvilket ifølge borgmesteren vil mindske de store hændelser.
"Det er et projekt, som så vidt jeg husker, står på regnearket til omkring 750 millioner kroner," siger Jens Lønberg.
I både Horsens Kommune og Lemvig Kommune er der et håb om, at staten kommer på banen og hjælper med finansiering af klimasikring de kommende år.
Det er ikke noget, som kommunen kan stå med alene, lyder det fra begge borgmestre.
I kortet nedenfor kan du se, hvordan kommuner bliver ramt ved 100-års hændelser:
Sidst opdateret: 06/02/2026 - 11:06
Temaer: Klimatilpasning










































