Energnists og A2X's projekt CaptureCo er planlagt til at kunne indfange over 200.000 ton CO2 fra affaldsforbrændingsanlægget i Esbjerg om året.

Energnists og A2X's projekt CaptureCo er planlagt til at kunne indfange over 200.000 ton CO2 fra affaldsforbrændingsanlægget i Esbjerg om året. - Foto: Energnist

Otte kommunale selskaber har trukket sig fra milliardpulje til CO2-fangst

Usikre vilkår og kommunalvalgslimbo får endnu et selskab til at afstå fra at byde på statens milliardpulje til CO2-fangst og -lagring.

Udgivet: 09/01/2026

Amalie Dinesen

Redaktør

Del artiklen:

Det er tyndet gevaldigt ud i gruppen af ti prækvalificerede selskaber til statens udbud for CO2-fangst og -lagring på 28,7 milliarder kroner.

Nu er kun Aalborg Portland tilbage som mulig interessent.

Senest har Energnist trukket sig med samme begrundelse som de syv andre kommunale selskaber samt Ørsted: Risikoen er for stor. De økonomiske og tidsmæssige rammer gør det ikke muligt for selskaberne at indfri betingelserne for udbuddet, skriver NB-Forsyning & Klima.

Dårlig timing for udbud

Tidspunktet for at lægge bud til statens pulje for CO2-fangst og -lagring var "besynderligt," lyder det fra bestyrelsesformand i Energnist, Kamma Eilschou-Holm. Selskabet har sammen med A2X trukket sig fra at søge statens milliardpulje til projektet Energnist CaptureCo, der skal indfange over 200.000 ton CO2 om året i Esbjerg Havn.

Det undrer bestyrelsesformanden i Energnist, hvorfor beslutningen skulle træffes i den "limbo-periode", som kommunalvalget i november har skabt.

"Det er kommunerne, der blandt andet stiller garantier til projektet. Derfor virker det lidt besynderligt, at lægge tidsfristen for afgivelse af bud lige mellem, at den tidligere kommunalbestyrelse stadig er i kraft, men en ny er valgt. Der træffes jo heller ikke store beslutninger i det tidsrum, hvor der er udskrevet valg og til en ny regering sidder. Eller i en virksomhed mellem en afgående og en tiltrædende direktør," siger Kamma Eilschou-Holm til NB-Forsyning & Klima og fortsætter:

"Her hjælper det ikke alene at rykke fristen nogle få uger. En ny kommunalbestyrelse skal sættes ind i, hvad det er, de tager ansvar for. Ellers bliver de jo bare et 'gummistempel'".

Fristen burde i stedet have været rykket til slutningen af foråret 2026 - allerede i første omgang.

Skridt i den rigtige retning

Energistyrelsen havde oprindeligt sat deadline for bud til den 17. december 2025. Deadline blev dog rykket flere gange, og den er nu sat til 27. januar. Alt sammen for at give selskaberne tid til at overveje deres muligheder. Blandt andet efter en ny lov for energibeskatning og mere ensartede vilkår for selskaber, der lagrer CO2 i undergrunden.

De løbende ændringer i puljen er et skridt i den rigtige retning, mener Kamma Eilschou-Holm.

"De nye rammer var et klart positivt skridt, som vi og vores samarbejdspartnere umiddelbart godt kunne arbejde videre med, men det ville kræve mere arbejdstid. Derudover reagerer markedet jo også på alle aktørers reaktioner, så billedet af en god businesscase kan hurtigt forrykkes, hvis der opstår usikkerhed om rammer og vilkår," siger hun.

Tilbage er Aalborg Portland med sit projekt Accesion som den sidste mulige interessent til puljen. Projektet har som mål at fange 1,4 millioner ton CO2 om året fra fabrikkens cementproduktion. Det er dog ikke nok til at opnå statens målsætning om en samlet reduktion af udledningerne på 2,3 millioner ton om året.

Læs mere om udsigterne til CO2-fangst i kommunale selskaber på NB-Forsyning & Klima.

De ti prækvalificerede selskaber til statens CCS-udbud

De prækvalificerede selskaber og projekternes CO2-reduktionspotentiale:

  • Aalborg: Aalborg Portland A/S (med Air Liquide), 1.400.000 ton

Disse selskaber har trukket sig fra udbuddet:

  • Energnist CaptureCo A/S (med A2X), 200.000 ton

  • Glostrup (Vestforbrænding): Gaia ProjectCo P/S (i samarbejde med CIP), 500.000 ton

  • København: HOFOR DSS SPV A/S (på Amagerværket med Elimini), 900.000 ton

  • Odense: Fjernvarme Fyn Fangst A/S (i samarbejde med Linde Gas), 280.000 ton

  • Næstved: AffaldPlus Affaldsenergi A/S (i samarbejde med European Energy, Ammongas og Carboncuts), 150.000 ton

  • Roskilde: ARGO CCS A/S (i samarbejde med Rambøll og Andritz), 350.000 ton

  • Aarhus: Kredsløb Holding A/S (i samarbejde med Andritz), 400.000 ton

  • København: ARC og E.ON Carbon Capture Solutions Copenhagen ApS på affaldsforbrændingsanlægget Amager Bakke, 400.000 ton

  • Fredericia: Ørsted Bioenergy & Thermal Power A/S - på Skærbækværket, 500.000 ton

Sidst opdateret: 14/01/2026 - 13:54

Temaer: Energi

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]