Viceborgmester Niels Nicolaisen (V) ledede det ekstraordinære byrådsmøde, idet borgmester Karina Vincentz ligesom tre tidligere bestyrelsesmedlemmer i Odsherred Forsyning var inhabil.

Viceborgmester Niels Nicolaisen (V) ledede det ekstraordinære byrådsmøde, idet borgmester Karina Vincentz ligesom tre tidligere bestyrelsesmedlemmer i Odsherred Forsyning var inhabil. - Foto: Kommune-tv

Beklemte politikere holdt tand for tunge på dilemmafyldt byrådsmøde

Kun på ét punkt fraveg politikerne direktionens indstilling, da byrådet i Odsherred tirsdag besluttede, hvilke retlige skridt kommunen skal tage i sagen om skandaleramt forsyningsselskab.

Udgivet: 17/09/2025

Jakob Nørmark

redaktør for NB-Forsyning & Klima

Del artiklen:

Et enigt byråd i Odsherred Kommune besluttede tirsdag at gå videre med retssagen mod den tidligere økonomidirektør, administrerende direktør og bestyrelsesformand i Odsherred Forsyning. Det skete på et ekstraordinært byrådsmøde, hvor byrådet samtidig hævede sagen mod de øvrige syv bestyrelsesmedlemmer, som blev stævnet i april sammen med de tre øverst ansvarlige i selskabet.

"Jeg kan love jer for, at det er en voldsomt kompliceret sag. Vi har siddet i møde de sidste par timer, og vi bliver godt klædt på, men der kommer hele tiden nye nuancer til," sagde viceborgmester Niels Nicolaisen (V), der var mødeleder, fordi borgmester Karina Vincentz (Nyt Odsherred) er inhabil på grund af sin mands bestyrelsespost i selskabet undervejs i forløbet.

Advokatundersøgelsen indeholdt ni punkter, og Bech-Bruun har på kommunens vegne stået for at belyse de fleste, mens rekonstruktøren har haft ansvaret for andre.

Det ene af de to nedslagspunkter, der får kommunen til at søge mod en retssag, er selvskyldnerkautionen, som formanden og direktøren ifølge advokatundersøgelsen underskrev uden den samlede bestyrelses accept og i strid med ejerstrategien.

Det andet punkt omhandler forløbet op til kommunens anden garantistillelse i oktober 2023, hvor anlægsarbejdet var indledt, og det stod klart for forsyningsselskabet, at det oprindelige budget slet ikke kunne overholdes, men kommunen blev ikke informeret om den reelle udvikling i fjernvamreprojektet. Argumentet under en retssag vil være, "at selskabets direktion handlede ansvarspådragende i forhold til kommunen ved ikke at oplyse om disse forhold ved anmodning om yderligere garanti," fremgår det af sagsfremstillingen.

Byrådssal præget af alvor

Det varede en lille halv time at beslutte, hvilke skridt kommunen skal tage som følge af advokatundersøgelsen. Debatten bar præg af, at politikerne sidder med fortroligt materiale, og viceborgmesteren erkendte indledningsvist, at underbygningen af indstillingen på grund af fortroligheden godt kan "se lidt tynd ud".

"Jeg er meget nervøs for at sige noget, der er fortroligt, så også jeg sætter mit hus og familie på spil," sagde Felex Pedersen (S), da han tog ordet for at understrege, at partiet i respekt for de berørte borgere og kommunen som helhed bør forsøge at få placeret et ansvar.

"Det er et kæmpedilemma om, hvor mange advokat- og medarbejdertimer, vi skal bruge fremadrettet. Står de økonomiske udgifter mål med en eventuel afslutning i retten? For Socialdemokratiet har det hele tiden været væsentligt, at enhver sten skal vendes. Det er vi ikke kommet hundrede procent i mål med endnu, men vi forfølger det stadig," sagde Felex Pedersen.

Stemningen i byrådssalen var præget af sagens alvor. Beslutningen om at gå videre med retssagen indebærer, at en af deres byrådskolleger, tidligere bestyrelsesformand Mathias Hansen (V), formentlig skal på anklagebænken.

"Det er en vild sag, der berører rigtig mange borgere - og som også berører byrådet og direktionen rigtig meget," sagde Thomas Nicolaisen (R).

På grund af sagens kompleksitet er politikerne nødt til at bruge advokaternes ekspertise og følge deres vejledning, mener De Radikales byrådsmedlem.

"Det har været et mareridt for borgerne - og det har sgu også været et mareridt for os at sætte os ind i og forstå," sagde han.

Fraveg på ét punkt

Kun på punktet vedrørende revisionsfirmaet PwC fraveg politikerne anbefalingerne fra kommunens direktion, som havde indstillet, at PwC "inddrages som sagsøgt i retssagen i forhold til PwC's rolle og rådgivning i forhold til garantistillelse" i oktober 2023, hvor fordyrelsen i fjernvarmeprojektet stod klart for selskabets ledelse.

Økonomiudvalget og byrådet valgte dog at træde på bremsen og besluttede i stedet, at der først skal udarbejdes en faglig vurdering "for at vurdere, hvorvidt der er grundlag for at forfølge et krav" mod PwC. Dette var den eneste ændring, byrådspolitikerne lavede på tirsdagens møder.

To ud af de ni punkter i advokatundersøgelsen holdes åbent, fordi kommunen mangler oplysninger. Det gælder sammenblandingen af midler mellem datterselskabet og Odsherred Varmes kontrakt med entreprenøren Aarsleff.

Thomas Nicolaisen forklarede, at kontrakten optager både ham og mange borgere i lokalområdet. Den er ikke en del af beslutningen nu, men han glædede sig over, at Aarsleff-spørgsmålet ikke droppes.

"Jeg håber, at bestyrelsen i Odsherred Varme går videre med den sag."

Omvendt blev det besluttet ikke at forfølge en retssag mod den øvrige bestyrelse og borgmester Karina Vincentz.

"Der er ikke oplysninger i advokatundersøgelsen, der indikerer et retligt ansvar for borgmesteren," lyder det om hendes rolle.

Kommunens direktion får forlænget suspensionserklæringen, der hindrer, at sagen bliver forældet, da forløbet op til den oprindelige garantistillelse i april 2022 skal undersøges nærmere.

Fik du læst?

Byråd støtter retssag mod tidligere ledelse af Odsherred Varme

Sidst opdateret: 17/09/2025 - 17:23

Temaer: Odsherred-sagen

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]