
KL's repræsentanter og finansministeren i forbindelse med økonomiforhandlingerne for 2023. - Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Kommunerne bruger ikke hele servicerammen, men overskrider på anlæg
De netop offentliggjorte foreløbige regnskaber for kommunerne viser, at der er penge tilovers på servicerammen, mens anlægsrammen overskrides. Netto har kommunerne brugt omkring 800 mio. kr. for meget i 2023.
Udgivet: 07/03/2024
Den samlede overskridelse på service- og anlægsrammen lander på omkring 800 mio. kr. Det viser netop offentliggjorte tal for kommunernes foreløbige regnskaber 2023 fra Danmarks Statistik.
Overskridelsen skyldes dog kun anlægsområdet, hvor der er brugt 1,7 mia. kr. mere end rammen, mens der er uforbrugte midler på 0,9 mia. inden for servicerammen. Det viser nye beregninger fra NB-Økonomi på baggrund af regnskabstallene.
De foreløbige regnskabstal opgøres ikke kommunefordelt, så derfor kan man endnu ikke se, hvor meget den enkelte kommune afviger i forhold til budgetterne på service og anlæg.
Overskridelser på anlægsrammen udløser formelt ikke sanktioner, men med de gentagne overskridelser på anlæg øges risikoen for, at Finansministeriet vil se på, om der skal revideres i budgetlovens regler om sanktioner.
Mindreforbruget på servicerammen er umiddelbart meget overraskende på baggrund af blandt andet udgiftspresset på det specialiserede socialområde og det voksende antal ældre.
En del af forklaringen skal måske findes i prisudviklingen i 2023, som blev noget lavere end forventet, og hvor kommunerne ved midtvejsreguleringen blev overkompenseret med over en halv milliard kroner, som du kan læse her. Derudover kan kommunerne have været så påvirket af inflationschokket fra 2022, at de har været overforsigtige og sparet ekstra meget i 2023.
Afvigelserne på service og anlæg
Det samlede forbrug på servicerammen ifølge de foreløbige regnskabstal er 289,4 mia. kr. som du kan se af tabellen herunder. Rammen i økonomiaftalen blev fastsat til 287,4 mia. kr., men der er efter økonomiaftalen sket en række reguleringer på i alt næsten tre mia.
Først og fremmest har kommunerne fået 1,7 mia. kr. i midtvejsreguleringen som følge af en forventning om højere inflation, end da økonomiaftalen blev indgået i sommeren 2022. En inflation, som dog ikke blev så høj igen.
Dertil kommer reguleringer i medfør af DUT, kompensation for ukrainske flygtninge og andre mindre reguleringer, i alt 1,2 mia. kr.
Samlet kommer servicerammen op på 290,3 mia. kr., hvilket altså er omkring 900 mio. kr. over serviceudgifterne, som de er opgjort i de foreløbige regnskaber.
Overskridelse på anlæg
På anlæg har kommunerne i alt brugt knap 20,4 mia. kr. i 2023, hvor budgetterne, som var meget tæt på den aftalte ramme med regeringen, var 18,6 mia. kr. Dermed har kommunerne overskredet rammen med godt 1,7 mia. kr. Her er der ingen midtvejsregulering eller ændret DUT, så hele beløbet går direkte ind som en rammeoverskridelse.
Selvom tallene er foreløbige, så er de normalt meget tæt på de faktiske regnskabstal, som i år offentliggøres den 24. april.
I de foreløbige regnskaber er det ikke muligt at trække regnskabstal på grupper under de enkelte funktioner. Derfor kan vi ikke opgøre kommunernes faktiske udgifter til tjenestemandspensioner vedrørende forsyningsvirksomheder, som skal trækkes ud af nettodriftsudgifterne, når man opgør servicerammen. Her har vi i stedet brugt tallene fra 2023-budgettet. Den samlede udgift hertil er 286,3 millioner i budgettet. Derfor kan der også herfra komme en vis justering af tallene, når de endelige regnskaber offentliggøres.
Fakta: Sådan har vi gjort
Med udgangspunkt i REGK3E i Danmarks Statistiks Statistikbank har vi trukket de foreløbige regnskabstal for kommunerne på serviceudgifter og anlægsudgifter. I begge tilfælde har vi fulgt definitionen for rammerne i økonomiaftalen.
Anlægsudgifterne er trukket som alle bruttoanlægsudgifter undtagen hovedkonto 1, som vedrører forsyningsområderne og funktion 0.25.19, som vedrører ældreboliger.
Serviceudgifterne er trukket som nettodriftsudgifter fratrukket statsrefusion med udgangspunkt i KL's vejledning til opgørelse af serviceudgifter, hvor alle funktioner på hovedkonti 0 og 2-6 trækkes, hvorefter overførsler, udgifter til den centrale refusionsordning, aktivitetsbestemt medfinansiering, ældreboliger og tjenestemandspensioner vedrørende forsyningsvirksomheder trækkes ud.
Fra de foreløbige regnskaber er det ikke muligt at trække funktioner på gruppeniveau (tjenestemandspensioner). Her har vi i stedet brugt tallene fra budget 2023.
For at opjustere servicerammen til den faktiske serviceramme, som kommunerne har skullet overholde, har vi først reguleret til pl fra midtvejsreguleringen. Her har vi divideret servicerammen med den oprindelige pl (2,6 procent) og ganget med den pl, som kommunerne fik ved midtvejsreguleringen (3,2 procent). Herefter har vi lagt 900 millioner til servicerammen fra kompensation for ukrainske flygtninge, og 315 millioner kroner, som vedrører DUT og andre reguleringer. Dermed er vi endt på en samlet korrigeret serviceramme på 290,3 milliarder kroner, som fremgår af tabellen i artiklen.
Sidst opdateret: 07/03/2024 - 12:56
Emner: Regnskab













































