
Fritidsjobkonsulenterne Maria Moustgaard Kristensen og Maria Rimmer Nielsen hjælper sårbare unge med at finde et fritidsjob. - Foto: Billund Kommune
Her får sårbare unge fritidsjob, der gør en forskel
Udgivet: 10/01/2024
Projektet 'Et fritidsjob til forskel' tilbyder sårbare unge i Billund Kommune at få hjælp til at finde fritidsjob, der giver mening. På bare otte måneder viser projektet tydelige og positive resultater, fremfører kommunen.
'Et fritidsjob til forskel' har til formål at skabe bedre muligheder for, at de unge får udvidet deres netværk og mærker den sociale involvering, begejstring og mening, som et aktivt arbejdsfællesskab via et fritidsjob kan give.
Siden projektets opstart i marts 2023 er det forventede mål i forhold til etablering af 15 fritidsjob fordoblet, da der ultimo 2023 har været etableret 30 fritidsjob. Det er sket ved, at projektets fritidsjobkonsulenter har hjulpet de unge med at finde et fritidsjob, som de kan hæfte deres håb og drømme op på i fremtiden.
”Et fritidsjob kan tilføre sårbare unge en tro på dem selv og egen formåen. Det kan tænde lyset i deres øjne, og som hjemsted for Børnenes Hovedstad er vi optaget af at favne alle børn og unge. Derfor bakker jeg i høj grad op om projektet, der giver adgang til positive fællesskaber for vores unge. Når de samtidig opnår livsrelevante kompetencer på en arbejdsplads, der får gavn af de unge, håber jeg, at endnu flere virksomheder vil overveje at tilbyde et fritidsjob til dem,” siger Robert Terkelsen (V), formand for Unge-, Uddannelses- og Beskæftigelsesudvalget i Billund Kommune.
Sidst opdateret: 10/01/2024 - 11:15
Emner: Billund Kommune







































