
Mads Pedersen i sin verdensmester-trikot under et løb i Danmark i 2020. Mads Pedersen blev verdensmester i linjeløb i 2019. - Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix (Arkiv)
VM-bud med linjeløb i København og enkeltstart i Aarhus
Danmarks Cykle Union bekræfter overfor medie, at det danske bud på et VM i landevejscykling bliver med landets to største byer samt Roskilde og Helsingør.
Udgivet: 09/01/2024
Et kommende dansk bud på værtskabet ved VM i landevejscykling i 2029 bliver med København som målby ved linjeløbene og Aarhus som værtsby for enkeltstarterne.
Helsingør og Roskilde bliver hver især startbyer for tre linjeløb med førstnævnte som start for kvindernes løb samt to ungdomsklasser og sidstnævnte for herrernes linjeløb samt to ungdomsklasser.
Det siger Danmarks Cykle Union (DCU)’s formand, Morten Anderson, til TV 2 Kosmopol.
"Vi er meget glade for det bud, vi har samlet. Det er virkelig drømmescenariet for os med både København og Aarhus, landets to største byer, og med Roskilde og Helsingør får vi en ekstremt flot og historisk kulisse. Det binder hele landet sammen, og det har fra starten af været vigtigt for os, at vores VM-bud ikke kun var forankret i København," siger han.
Mens den danske stat i form af Erhvervsministeriet og Kulturministeriet får en ejerandel i det danske VM-bud på cirka 55 procent, hæfter Københavns Kommune via et økonomisk indskud på 25 millioner kroner sig for 19 procent af selskabskonstruktionen. Det betyder, at de resterende tre kommuner samt Sport Event Denmark og DCU til sammen udgør cirka 25 procent af selskabet.
TV 2 Kosmopol erfarer, at Roskilde og Helsingør hver skyder tre millioner kroner i interessentskabet.
Værtskabet for VM i landevejscykling i 2029 offentliggøres i september måned i forbindelse med verdensmesterskaberne, der i 2024 afholdes i schweiziske Zürich.
I Aarhus krydser borgmesteren fingre for, at den danske ansøgning bærer frugt.
Sidst opdateret: 09/01/2024 - 12:06
Emner: Aarhus Kommune, Helsingør Kommune, Københavns Kommune, Roskilde Kommune








































