
Miljøminister Magnus Heunicke (S) og finansminister Nicolai Wammen (S) har på det seneste modtaget flere breve fra borgmestre og digelav, der beder om statslig hjælp efter stormfloden i oktober. I Sønderborg nåede vandet op på 209 cm over normal vandstand, og skaderne i kommunen er opgjort til ca. 80 mio. kr. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix; Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix; Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Ødelagt vej over dæmning koster kommune omkring 50 millioner
Sønderborgs borgmester har for anden gang skrevet til ministre for at bede om økonomisk hjælp til at dække skaderne efter stormfloden i oktober.
Udgivet: 17/11/2023
Sønderborg Kommune har opgjort skaderne efter stormfloden i oktober til cirka 80 millioner kroner. Det skriver JydskeVestkysten, der i en artikel opridser, hvordan skaderne er fordelt.
Den dyreste udskrivning lyder på cirka 50 millioner kroner, der skal gå til at genoprette vejen på dæmningen, som forbinder halvøen Kegnæs med resten af Als. På en 500 meter lang strækning er kørebanens ene spor ødelagt eller undermineret, og kun det ene spor er farbart. Stormfloden 20.-21, oktober udrettede tilsvarende skader på Ærø, hvor vejen Drejet, der binder det østlige Ærø, hvor Marstal ligger, sammen med resten af øen, skal repareres for store millionbeløb.
Resten af beløbet i Sønderborg Kommune er fordelt mellem skader på 30 andre asfalt- og grusveje, vandrestier, cykelstier, rekreative områder, broer, havne, badebroer og kommunale bygninger. Overslaget på 80 millioner kroner er endnu usikkert, men beløbet er så stort, at borgmesteren igen om økonomisk støtte.
"For en lang række af skaderne er der tale om en vurdering, så det kan blive dyrere. Men uanset hvad den endelige regning ender på, så er det en betydelig belastning i vores i forvejen udfordrede budget. Derfor har Sønderborg Kommune i dag sendt et brev til finansministeren og miljøministeren, hvor vi endnu engang beder om hjælp", siger borgmester Erik Lauritzen (S) ifølge JydskeVestkysten om kommunens estimerede udgifter.
For tre uger siden sendte borgmestrene i Sønderborg, Aabenraa og Haderslev kommuner et fælles brev til finansministeren og erhvervsministeren om stormflodens skader.
Fakta: Top 6 over kommuner med flest anmeldte skader til Naturskaderådet
Kolding: 569
Haderslev: 433
Sønderborg: 347
Vordingborg: 312
Assens: 216
Faaborg-Midtfyn: 209
Naturskaderådet har modtaget næsten 3.000 skadesanmeldelser efter stormfloden 20.-21. oktober.
Kilde: Naturskaderådet/DR
Sidst opdateret: 20/11/2023 - 09:08
Temaer: Klima
Emner: Sønderborg Kommune













































