Sådan ligger din kommune placeret målt på indbyggerne
Der er meget store forskelle mellem land og by, når man måler på kommunernes indbyggere. Se her, hvor din kommune ligger placeret.
Udgivet: 28/06/2023
Der er markant forskel på befolkningssammensætningen i landets kommuner. Det er særligt befolkningen i hovedstadsområdet og i en række østjyske kommuner, der er velstillet, mens befolkningen i den resterende del af landet generelt set er dårligere stillet end landsgennemsnittet.
Det viser NB-Økonomis balanceindikator, som på baggrund af 12 forskellige kriterier opdelt på fire områder viser, hvor langt hver kommune ligger fra den landsgennemsnitlige befolkningssammensætning.
Helt i top ligger nordsjællandske Lyngby-Taarbæk Kommune, mens sidstepladsen indtages af Lolland Kommune. Kriterierne fortæller ikke, om en kommune er godt eller dårligt drevet, men ser alene på de karakteristika, der kendetegner befolkningen i kommunen sammenlignet med en gennemsnitskommune.
De fire parametre i indikatoren er økonomi, sociale forhold, levevilkår og uddannelse. I de underliggende kriterier indgår blandt andet middellevetid, antal dømte personer, antal anbragte børn, antallet af biblioteksudlån, boligpriser og antal førtidspensionister. Nederst i artiklen kan du se den samlede opgørelse over alle kriterier, der indgår i opgørelsen.
Logikken i opgørelsen er, at jo højere en score man har, jo længere ligger man fra landsgennemsnittet baseret på de 12 parametre. En negativ score betyder, at man ligger under landsgennemsnittet, mens en positiv score betyder, at man ligger over landsgennemsnittet.
Udover Lyngby-Taarbæk, så er det Frederiksberg, Gentofte, Rudersdal og Allerød, alle beliggende i hovedstadsområdet, der udgør top-5.
I bunden af listen er det Vordingborg, Langeland, Guldborgsund og Odsherred, der gør Lolland selskab som de fem dårligst stillede kommuner. Som nedenstående kort viser, så er det altså særligt byerne og hovedstadskommunerne, der ligger i top, mens yderkommunerne ligger i bund.
(Artiklen fortsætter under kortet)
Deler man den samlede score op på de fire forskellige kategorier, så er det ganske opsigtsvækkende, at det generelt set er de samme kommuner, der klarer sig godt eller dårligt på tværs af de forskellige kategorier.
Eksempelvis skal man helt ned til den 18. bedst stillede kommune, Aalborg, for at finde en eneste kategori, hvor kommunen ligger dårligere placeret end landsgennemsnittet. Her har kommunen en negativ score på økonomi, hvilket må formodes i høj grad at hænge sammen med, at kommunen har mange studerende, som generelt set har relativt lave indkomster.
Ser man omvendt på de dårligst stillede kommuner, så ligger de 25 kommuner, der har den laveste samlede score alle under landsgennemsnittet på alle fire kategorier.
Dermed er det ikke fordi en kommune slår særligt ud på et enkelt kriterie, at den ligger i top eller bund. I stedet tyder det på, at befolkningen med særlige karakteristika på tværs af økonomi, uddannelse, levevilkår og sociale forhold bosætter sig i særlige kommuner. Med andre ord er det grundlæggende forskellige befolkningssammensætninger, som kommunerne skal levere velfærd til.
FAKTA - Sådan har vi gjort:
For 12 forskellige parametre har vi fundet, hvor meget parametrene afviger fra landsgennemsnittet i procent. Parametrene er vendt på den måde, så en positiv score altid er lig med det fordelagtige resultat. Statistikken og dens afvigelse fra landsgennemsnittet er for alle parametre opgjort i 2007, 2013, 2021 og på baggrund af den senest tilgængelige data. Det giver en individuel score for hver kommune på hvert parameter i hvert af årene.
Derefter har vi vægtet de 12 parametre i 4 underkategorier. Under hver underkategori har vi vægtet med udgangspunkt i en blanding af at prioritere de parametre, vi ved er de vigtigste (eksempelvis antallet af førtidspensionister og antallet af NEET-borgere), og samtidig også forsøgt at undgå, at nogle få parametre på grund af dataens natur bliver alt for dominerende.
Derfor har vi vægtet således:
Levevilkår:
– Middellevealder over 70 år (20 procent)
- Antal dømte personer per 1.000 15-79-årig (20 procent)
- Antal NEET-borgere pr. 1.000 16-24-årige borgere (60 procent)
Sociale forhold:
- Offentligt forsørgede uden SU-modtagere per 1.000 indbyggere, årligt gns. (40 procent)
- Antal anbragte børn pr. 1.000 0-22-årige (20 procent)
- Førtidspensionister pr. 100 17-64/66-årig (40 procent)
Uddannelse:
- Andel 25-64-årige med videregående uddannelse (40 procent)
- Andel 25-64-årige uden erhvervsuddannelse (50 procent)
- Antal biblioteksudlån per indbygger (10 procent)
Økonomi:
- Gennemsnitlig indkomst før skat for personer over 14 år (50 procent)
- Kr. pr. kv.m, parcel/rækkehuse, realiseret handelspris, årligt gennemsnit (20 procent)
- Statsgaranteret udskrivningsgrundlag pr. indbygger (30 procent)
Samlet score:
Det giver os en score på hver underkategori. Herefter har vi vægtet de fire underkategorier på følgende måde:
- Levevilkår (vægter 60 procent)
- Sociale forhold (Vægter 20 procent)
- Uddannelse (Vægter 10 procent)
- Økonomi (Vægter 10 procent)
Optimalt set ville vi have vægtet alle fire kategorier 25 procent, men vi har valgt den ovenstående vægtning på grund af statistikkernes natur. Eksempelvis svinger nogle parametre under økonomi med 400 procent, mens der på levevilkår er væsentligt mindre udsving. Derfor har vi forsøgt at vægte underkategorierne, så de alle får cirka lige stor betydning på resultatet.
Det giver os en samlet score for hver kommune, som vi har opgjort i 2007, 2013, 2021 og på baggrund af den senest tilgængelige data for hvert parameter. Den samlede score er den, der optræder i NB-Økonomis Balanceindikator.
Sådan er de enkelte parametre udregnet:
Her kan du se, hvor vi har hentet de forskellige data, hvilke år der indgår, og hvordan de er udregnet. Alle data er efter nedenstående metodebeskrivelse opgjort som afvigelse fra et vægtet landsgennemsnit i procent, der giver scoren for det enkelte parameter.
Middellevetid er hentet fra Danmarks Statistiks Statistikbank, HISBK. Her har vi hentet data for perioden 2003-2007, 2009-2013, 2016-2020 og 2018-2022. For den enkelte værdi har vi set på middellevealderen i antal leveår over 70 år.
Antal dømte personer er hentet fra Danmarks Statistiks Statistikbank, STRAFNA6. Her har vi hentet data for 2007, 2013, 2019 og 2021. Antal dømte personer i hver kommune er herefter udregnet per 1.000 15-79-årige i hver kommune i hvert af årene. Her har vi vendt værdien om, så et højt tal giver en negativ score.
Antal NEET-borgere er hentet fra Danmarks Statistiks Statistikbank, NEET2. Her har vi hentet data for 2008 (findes ikke for 2007), 2013, 2018 og 2021. Antal NEET borgere i hver kommune er udregnet per 1.000 16-24 årig i hver kommune i hvert medregnet år. Her har vi vendt værdien om, så et højt tal giver en negativ score.
Offentligt forsørgede uden SU-modtagere er hentet fra Danmarks Statistiks Statistikbank, AUK01. Her har vi hentet data for hvert kvartal i årene 2007, 2013, 2020 og 2022. Vi har medregnet alle typer offentlig forsørgelse undtagen SU-modtagere. Herefter har vi udregnet et årligt gennemsnit for hvert af årene. Antallet er udregnet per 1.000 indbyggere i kommunen hvert af årene. Her har vi vendt værdien om, så et højt tal giver en negativ score.
Antal anbragte børn er hentet fra Danmarks Statistiks Statistikbank, ANBAAR12. Her har vi hentet data for 2011 (tidligst tilgængelige data), 2013, 2019 og 2022. Alle anbringelsestyper er medregnet i statistikken, og den er opdelt efter administrationskommune. Antal anbragte børn er udregnet per 1.000 0-22-årige i kommunen i hvert år. Her har vi vendt værdien om, så et højt tal giver en negativ score.
Førtidspensionister pr. 100 17-64/66-årig, Andel 25-64-årige med videregående uddannelse, Andel 25-64-årige uden erhvervsuddannelse, Antal biblioteksudlån per indbygger og Statsgaranteret udskrivninggrundlag pr. indbygger er alle hentet fra Bolig- og Indenrigsministeriets Kommunale Nøgletal. Alle data er hentet for 2007, 2013, 2019 og 2021. Seneste data på antal førtidspensionister er dog ikke hentet for 2021 men i stedet 2022, og statsgaranteret udskrivningsgrundlag pr. indbygger er hentet for 2023 i stedet for 2021.
For antal førtidspensionister har vi vendt værdien om, så et højt tal giver en negativ score. Vi har ikke behandlet dataene yderligere for nogle af parametrene fra de kommunale nøgletal.
Gennemsnitlig indkomst før skat for personer over 14 år er hentet fra Danmarks Statistiks Statistikbank, INDKP101. Her har vi medregnet alle typer personlig indkomst, og aktiegevinster, pensionsafkast osv. er dermed også indregnet. Dataen er hentet for 2007, 2013, 2019 og 2021.
Kr. pr. kv.m, parcel/rækkehuse, realiseret handelspris, årligt gennemsnit er hentet fra Finans Danmark Realkreditrådets Boligmarkedsstatistik. Her har vi hentet data for samtlige måneder af 2007, 2013, 2020 og 2022. På den baggrund har vi beregnet et årligt gennemsnit for hvert år.
Få adgang til alle beregninger, kort og tabeller med NB-Data.
Opdag NB Kommunes fulde datasæt
Få adgang til omfattende data, regneark, landkort og interaktive kort på NB-Data.

Sidst opdateret: 28/06/2023 - 13:54
Emner: ulighed







































