
- Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Forurenende krydstogtskibe kan nu få landstrøm
Udgivet: 22/06/2023
Krydstogtskibe i Aarhus Havn kan nu få strøm fra land, og derfor kan dieselforurening fra krydstogtskibene være fortid.
Det skriver TV2 Østjylland.
Det var i mandags, at det første krydstogtskib i Danmark blev sluttet til det danske elnet. Dermed har skibet, mens det vugger i havnen, slukket for sine dieselmotorer og klarer sig udelukkende på strøm fra kablerne, også kaldet landstrøm.
Gert Bjerregaard, byrådsmedlem for Venstre i Aarhus Kommune, der siden 2019 har været med til at kæmpe for at få etableret den enorme forlængerledning, er begejstret for landstrømmen.
"Det er altid sådan, at når man skal træffe så stor en beslutning og foretage så stor en investering, tager det tid. Jeg er rigtig glad for, at vi er nået hertil nu, og når man så har kæmpet så hårdt, er det bare en festdag," siger Gert Bjerregaard til TV2 Østjylland.
Et krydstogtskib i havnebassinet med dieselmotor kørende forurener lige så meget som 5000 dieselbiler i bymidten, når det kommer til partikeludledning. Det viser en rapport fra forskere på Aarhus Universitet, der blev offentliggjort i 2021.
nannakk
Sidst opdateret: 22/06/2023 - 10:10








































