Vejen hen mod en økonomiaftale kan bedst beskrives ved, at KL (Kommunernes Landsforening) og regeringen skal forbi tre kegler og en betonblok uden at udløse en vejsidebombe.

KL ved godt, at den økonomiske ramme ligger relativt fast. Parterne er enige om, at der skal gives 1,25 milliarder i demografi, og KL ved godt, at det er regeringens ret at tage 700 millioner kroner i rammebesparelser med henvisning til administrative besparelser; og at KL alene kan kæmpe for at fastholde regeringen på afbureaukratisering af de mange statslige regler og medarbejdere, som udløser store administrative byrder i staten.

Dermed starter forhandlingerne med en ramme på 550 millioner kroner, og hvis der skal komme flere penge til, så vil det være et resultat af håndteringen af de tre kegler og betonklokken.

Keglerne er de relativt nemme. De handler om, at parterne skal rundt om tre udfordringer, hvor der godt nok er klare interessemodsætninger, men hvor der grundlæggende ikke ser ud til at være den store uenighed. Men det ændrer ikke på, at de skal være enige om, hvordan man løser dem inden forhandlingerne for alvor kan gå i gang.

Kegle 1: Økonomisk råderum

Den første 'kegle' handler om, at KL-forhandlerne skal have sikkerhed for, at de ikke indgår en stram aftale for få dage efter at få benene savet væk under sig. Det vil ske, hvis KL accepterer præmissen om, at råderummet er stramt, og hvis det såkaldte konvergensprogram offentliggøres få dage efter og viser, at der er opstået et stort ekstra råderum.

Nicolai Wammen har godt nok i et svar til Folketinget nærmest forsvoret, at regeringen vil ændre de allerede fastsatte og meget stramme udgiftslofter for 2024-2026. Men det ændrer ikke på, at KL vil se noget pjuskede ud.

Kegle 2: PL-regulering

Den anden kegle handler om den forventede inflation i 2023. Regeringen kom med sit bud onsdag formiddag, og det vil givetvis give bekymring hos KL, at regeringens skøn ser ud til at ligge i den lave ende. KL frygter ganske enkelt en gentagelse af forløbet i 2022, hvor det allerede i august viste sig, at den faktiske inflation blev langt højere.

Men bordet fangede, og kommunerne kom til at mangle cirka 1,6 milliarder kroner i pris- og lønregulering (PL). Som om det ikke var slemt nok at miste 1,6 milliarder i 2022, så betyder teknikken bag fastsættelsen af kommunernes økonomirammer, at 2023 budgettet vil blive fastsat med udgangspunkt i den forkerte PL-regulering, og dermed er de 1,6 mia. kr. et varigt tab.

Der er to måder at komme udenom den kegle. Den mest umiddelbare er, at KL bliver tryg ved, at statens skøn for inflationen i hvert fald ikke er for lavt sat. Det andet er, at man aftaler en efterregulering, hvis inflationen afviger med mere end eksempelvis 0,3 procentpoint.

Det sidste med en efterregulering vil grundlæggende ændre på principperne for PL-regulering af kommunerne og regionernes økonomiske rammer, og finansminister Nicolai Wammen har da også konsekvent afvist den mulighed, som i fagtermer hedder et dobbeltrul.

Kegle 3: Ukrainske flygtninge

Både regeringen og KL er enige om, at kommunerne skal kompenseres for udgifter til de ukrainske flygtninge. Men spørgsmålet er hvordan. Regeringen vil angiveligt helst køre kompensationen på siden af det normale tilskuds- og udligningssystem i stedet for at regne ukrainerne ind i det demografiske træk, hvilket kommunerne ifølge NB-Økonomis oplysninger ikke er utilfredse med.

Udfordringen er, at det p.t. er usikkert, hvordan Danmarks Statistik vil indregne ukrainerne i den befolkningsprognose, som danner baggrunden for hele det kommunale tilskuds- og udligningssystem. Prognosen offentliggøres først den 1. juni - altså næsten en uge efter Finansministeriets planlagte afslutning af økonomiforhandlingerne.

Betonblokken der spærrer regeringens smutvej på socialområdet

Når forhandlerne er kommet rundt om de tre kegler møder de betonblokken, som handler om det specialiserede socialområde. Det er i år lykkedes KL i bogstaveligste forstand at sætte en betonblok op på den smutvej, som regeringen har brugt de seneste år.

Smutvejen går i korthed ud på, at man først har man indgået en aftale med KL, hvor regeringen ikke har givet en krone til at dække opdriften på det specialiserede socialområde. Prisen har været, at regeringen både i skrift og tale ved forhandlingsbordet har lovet at bakke op bag de hårde prioriteringer i kommunerne - læs nedskæringer - som har været nødvendige for at reducere opdriften på handicapområdet.

Dernæst har socialministeren og andre regeringspolitikere indenfor 1-3 dage gået ud og de facto undsagt aftalen ved at hævde, at man med aftalen har holdt hånden under velfærden også på handicapområdet.

Slutfacit har været, at kommunerne har måtte tage i gennemsnit 1,2 milliarder fra de almene velfærdsområder, hvilket tilfældigvis i store træk svarer til det beløb, som regeringen har givet til at sikre uændret velfærd til den enkelte selvom der kommer flere børn og ældre. Herefter har regeringspolitikerne undsagt kommunerne, som jo teknisk set har fået penge til at sikre uændret velfærd til det stigende antal børn og ældre.

Betonblokken er en delrapport fra det såkaldte Tranæsudvalg, som indeholder 11 konkrete anbefalinger til ændringer på det specialiserede socialområde, som vil kunne reducere opdriften på det specialiserede socialområde betydeligt - men ikke fjerne den.

KL har efter flere års ydmygelser på netop socialområdet besluttet sig for meget konsekvent at kræve, at regeringen enten forpligter sig til at gennemføre de nødvendige love, som er forudsætning for at gennemføre de ret vidtgående forandringer og nedskæringer fra Tranæsudvalget. Alternativt skal der falde penge, og her tales der om mange hundrede millioner kroner.

Regeringens problem er, at forslagene fra Tranæsudvalget allerede har medført skarpe protester fra 37 organisationer på socialområdet. Regeringen kan ikke være i tvivl om, at den kommer direkte i skudlinjen, hvis den accepterer blot nogle få af de forslag fra udvalget, som de facto er en begrænsning af borgernes rettigheder eller af serviceniveauet.

Betonblokken er mildt sagt ikke blevet mindre af, at især socialminister PernilleRosenkrantz-Theil (S) med udtalelser om guldstandarder på handicapområdet har sendt stort set alle borgmestre op i det røde felt. Det betyder, at kravet om markante indrømmelser i form af entydig opbakning til Tranæsudvalget hos overraskende mange borgmestre omtales som et ultimativt krav.

Administration kommer næppe til at spærre for en aftale

Regeringen har meldt ud, at den vil skære 700 millioner kroner i kommunernes servicerammer med den forklaring, at der kan spares på den kommunale administration.

Hele det spørgsmål skal angiveligt ses i lyset af to forhold.

Det grundlæggende er, at det altid er en regerings ret at skære i kommunernes og regionernes økonomiske rammer, hvis den har et flertal i Folketinget bag sig - og det har flertalsregeringen jo. Derfor er troen på, at KL kan ændre på beløbet meget lille.

Men KL vil forsøge at tage regeringen på ordet, når den bruger forklaringen med stigende administrationsudgifter.

De rå data viser nemlig, at der er kommet en markant mængde øgede administrative krav fra staten de seneste mange år. Eksempelvis er den mængde af love, bekendtgørelser og vejledninger, som kommunerne skal administrere efter, steget med omkring 50 procent siden 2013, og derudover har staten på bare fem år ansat 11.700 flere administrative medarbejdere, hvoraf en stor del agerer ud mod kommunerne.

KL's logik er helt simpelt, at hvis staten vil spare på administration, så skal den starte med at fjerne nogle af alle de ekstra regler og statslige medarbejdere, som har udløst en vækst i kommunernes administration på 2,5 milliarder kroner (inden der er korrigeret for stigende folketal).

KL-formand Martin Damm er noget nær en ekspert i at gøre den slags konkret, og derfor medbragte han til sættemødet med regeringen 167 sider med overflødigt statslig bureaukrati, som regeringen kan fjerne for at sikre besparelsen på de 700 millioner. For at understrege pointen havde KL kopieret notatet til hele forhandlingsbordet, og dermed kunne de fylde den kasse ud, som Martin Damm ikke forsøgte at skjule, da han ankom til forhandlingerne.

Administrationsbesparelsen kommer næppe til at afgøre, om der kommer en aftale eller ej, men finansministeren kan godt forberede sig på at blive grillet godt og grundigt i forhold til statens ansvar for de stigende administrationsudgifter.

KL's historie vil ganske enkelt være, at uden reduktion i statslig buraeukrati, så tvinger regeringen kommunerne til at vælte besparelsen på 700 millioner over på velfærden. Eller den mere rå version: Regeringen skærer i den kommunalevelfærd istedet for at reducere den massive vækst i bureaukratiet hos staten selv.

Vejsidebomben må ikke undervurderes

Helt usædvanligt ligger der i år en decideret vejsidebombe på vejen frem mod en økonomiaftale.

Bomben er nok lidt uforvarende blevet placeret af klima, energi, og forsyningsminister Lars Aagaard (M), der helt uden om de eksisterende regler vil dække en del af udgifterne til at et mildt sagt omdiskuteret forslag om lukning af 30 procent af de kommunalt ejede forbrændingsanlæg.

Sagen er principiel på den helt store klinge, fordi tanken om, at ministre bare kan finansiere deres lovforslag ved at tage pengene fra kommunernes kassebeholdninger strider mod ånden - og muligvis også juraen - i reglerne for det såkaldteudvidede totalbalanceprincip (DUT).

Det er et princip som siger, at hvis Folktinget eller regeringen vedtager love eller regler, som giver kommunerne en besparelse eller en ekstraudgift, så skal kommunernes økonomiske rammer reguleres tilsvarende.

Hvis klimaministeren slipper afsted med den manøvre, så vil det udløse flere alvorlige problemer for kommunerne.

Det mest umiddelbare er, at de penge klimaministeren har opdaget i de kommunale kasser ikke nødvendigvis ligger hos de kommuner, som kommer til at lide et tab. Så derfor vil det kræve en omfordeling af kommunernes kassebeholdninger, der vil ligne en slags bagudrettet kommunal udligning.

Det mere langsigtede - og langt værre - er for KL, at hvis en minister kan byde principperne i DUT-reglerne, så er værnet om den kommunale økonomi brudt sammen. Det er også baggrunden for, at KL's formand Martin Damm i NB-Økonomi i sidste uge helt usædvanligt truede med at forlade forhandlingerne, hvis ikke klimaministeren trækker sine ord tilbage.

Det forsøgte Lars Aagaard halvvejs i et åbent samråd tirsdag, og dermed tyder det mest på, at regeringen vil sende klimaministeren ud og samle vejsidebomben op igen, så vejen er ryddet for en økonomiaftale.