
- Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Kommune støtter forslag om digital stelnummer til cykler
Udgivet: 16/05/2023
Aarhus Kommune har i løbet af vinteren fjernet 3.500 efterladte cykler. Og selvom cyklerne har et stelnummer, er det kun 25 ud af de 3.500 efterladte cykler, som er blevet meldt stjålet hos politiet.
Aarhus bakker nu op om forslag fra Cyklistforbundet og forsikringsbranchen om, at alle cykler bør have et digitalt stelnummer i form af en QR-kode, der er registreret i et ejerregister.
Det skriver DR.
"Jeg tror, det vil være en stor hjælp, og dem, der mangler cyklerne, vil også hurtigt kunne få dem tilbage. Der er rigtig mange, der måske også savner deres cykel," siger Kim Gulvad, der er byliv- og medborgerskabschef i Aarhus Kommune til DR.
Det har kostet kommunen en halv million kroner at skulle samle alle de efterladte cykler. Den udgift ville kommunen have mulighed for at sende videre til ejerne, hvis cyklerne var mærket med en QR-kode og indgik i et ejerregister.
Cyklistforbundet og brancheforeningen for forsikring- og pensionsselskaber, F&P, ønsker først og fremmest at reducere cykletyverier. Men formanden for Cyklistforbundet, Jens Peter Hansen, mener, at en QR-kode vil bidrage til at folk husker deres cykler bedre. Ideen er, at kommunalt ansatte skal have adgang til ejerregisteret, så de hurtigt kan sende en besked og cyklens lokation til ejermanden.
nannakk
Sidst opdateret: 16/05/2023 - 09:54
Emner: Aarhus Kommune, Økonomi










































